Zelenskyj beskylder Rusland for bevidst at have ramt boligblok
Foto taget fredag i den ukrainske by Serhiivka viser en bygning, der blev ødelagt i et missilangreb tidligt fredag morgen. Ukraines præsident beskylder Rusland for med fuldt overlæg at gå efter civile mål. Foto: Oleksandr Gimanov/Ritzau Scanpix
Det var med fuldt overlæg, at et russisk fly affyrede missiler mod civile mål, siger Ukraines præsident.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, betegner missilangreb mod en boligblok og feriecentre nær havnebyen Odesa som "målrettet russisk terror".
Det skriver det britiske medie Sky News ifølge nyhedsbureauet NTB.
Mindst 21 mennesker blev dræbt i angrebene fredag, og omkring 40 blev såret ifølge ukrainske myndigheder.
- Jeg understreger: Dette var et angreb, som skete med fuldt overlæg. Målrettet russisk terror og ikke som følge af en eller anden fejl eller et tilfældigt missilangreb, siger Volodymyr Zelenskyj i en tale natten til lørdag.
Hæren i Ukraine informerede tidligt fredag morgen om angrebet. Ifølge hæren blev missilerne affyret fra et russisk fly, der befandt sig over Sortehavet.
Flere missiler ramte ned i en beboelsesejendom i landsbyen Serhiivka, der ligger omkring 50 kilometer sydvest for Odesa. To feriecentre i Serhiivka blev også ramt i angrebet.
- Tre missiler ramte en almindelig boligblok. En ni etager høj bygning, hvor ingen havde skjult våben, militærudstyr eller ammunition i modsætning til den russiske propaganda og det, som russiske embedspersoner altid hævder i forbindelse med den slags angreb, siger Zelenskyj.
Rusland har under hele krigen, der begyndte i slutningen af februar, fastholdt, at det udelukkende angriber militære mål i Ukraine. Men tusindvis af civile er blevet dræbt i krigen, skriver Sky News.
- Jeg vil gerne minde jer om præsidentens ord om, at de russiske væbnede styrker ikke arbejder med civile mål, sagde Dmitry Peskov, der er talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, fredag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
En ukrainsk general siger ifølge Sky News, at det russiske militær ofte anvender "upræcise" sovjetiske missiler, og at det er årsag til betydelige civile tab.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde