Zelenskyj forlader Ukraine og krydser grænsen til Polen
Præsident Volodymyr Zelenskyj har opholdt sig i Ukraine under størstedelen af krigen. I december var han dog i USA, og onsdag er han ankommet til Polen. (Arkivfoto). Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Ukraines præsident er onsdag rejst ud af Ukraine for at besøge en af sit lands nærmeste allierede.
Onsdag morgen har Polen fået besøg af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som har forladt ukrainsk territorium og krydset grænsen til nabolandet.
Det oplyser den polske præsidents udenrigspolitiske rådgiver.
- Jeg kan sige, at præsident Zelenskyj har krydset den polske grænse, siger rådgiveren, Marcin Przydacz, til tv-stationen TVN24.
Zelenskyj skal på officielt besøg i Polens hovedstad, Warszawa.
Det har været kendt i flere dage op til besøget.
Tirsdag sagde præsidentens rådgiver, at besøget skal ses som "et udtryk for tillid og for en tak til Polen og polakkerne".
Polen har spillet en nøglerolle i Vestens støtte til Ukraine. Landet har arbejdet ihærdigt på at overbevise andre lande om, at Ukraine har brug for militær bistand i form af blandt andet våben under krigen mod Rusland.
Selv har Polen blandt andet leveret de eftertragtede Leopard 2-kampvogne til Ukraine. De første Leopard 2-kampvogne fra nabolandet ankom til Ukraine i slutningen af februar.
Derudover har Polen leveret kampfly af typen MiG. Det kunne Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, fortælle tidligere på ugen.
I en besked på tjenesten Telegram tirsdag adresserede han igen donationen.
- MiG'er fra Polen vil styrke vores forsvar markant, gøre vores luftrum mere sikkert, redde civile liv og derudover mindske de ødelæggelser, som russiske angreb forårsager, skrev Reznikov.
Polen har foruden militære bidrag taget imod mere end en million ukrainske flygtninge, siden krigen begyndte i februar sidste år.
Præsidentkontoret i Ukraine har endnu ikke bekræftet Zelenskyjs besøg i nabolandet. Det er uvist, hvad fokus for besøget bliver.
Den ukrainske præsident har opholdt sig i Ukraine stort set under hele krigen. Dog var han på sin første udlandsrejse siden krigens begyndelse i december. Her besøgte han præsident Joe Biden i USA.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker