Zelenskyj: Frontlinjesituationen er svær grundet forsinket hjælp
Volodymyr Zelenskyj har mandag besøgt de ukrainske styrker ved frontlinjen i Kupjansk. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Ruslands styrker udnytter ifølge Ukraines præsident, at militærhjælpen fra Vesten er forsinket.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger mandag, at de ukrainske styrker står over for komplicerede kampe ved dele af frontlinjen, og at forsinket militærhjælp fra Vesten påvirker hans hær.
De russiske styrker er igen i offensiven i det østlige og sydlige Ukraine og erobrede byen Avdijivka i den østlige del af Donetsk-regionen i weekenden.
- Situationen er ekstremt svær på flere dele af frontlinjen, hvor russiske styrker har koncentreret reserverne, siger Zelenskyj.
Mandag har præsidenten besøgt brigaderne omkring byen Kupjansk, der ligger i det nordøstlige Ukraine og er en del af frontlinjen i Kharkiv-regionen.
Russiske styrker "udnytter forsinkelserne i hjælpen til Ukraine", siger Zelenskyj og tilføjer, at hans land står over for mangel på artilleri og har brug for luftforsvarsevner til frontlinjen samt langtrækkende våben.
Tidligere mandag lød det fra ukrainske styrker, at de står over for "voldsom beskydning" fra fremskredne russiske styrker i regionen Zaporizjzja i den sydlige del af landet.
Den højtstående ukrainske hærfører Oleksandr Tarnavskyj siger, at Rusland er i gang med flere angreb nær byen Robotyne - et af de få steder, hvor det er lykkedes Ukraine at genvinde territorium under sidste års modoffensiv.
- Disse forsøg på en offensiv bliver afværget, fjenden bliver elimineret i udkanten af Robotyne, siger Tarnavskyj på beskedtjenesten Telegram.
I lighed med mange landsbyer i det østlige Ukraine er Robotyne blevet jævnet med jorden på grund af månedsvis af kampe.
Det ukrainske forsvar har været presset de seneste uger på grund af mangel på ammunition og mandskab.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har hyldet erobringen af Avdijivka som en "vigtig sejr" for de russiske styrker.
Erobringen er sket, får dage inden toårsdagen for krigens begyndelse 24. februar.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker