Zelenskyj fyrer ambassadør efter kritik af præsidentens sarkasme
Vadym Prystajko (i midten) har været ambassadør i Storbritannien siden juli 2020. Foto: Peter Nicholls/Reuters
Ukraines ambassadør kritiserede Zelenskyj for kommentarer om den britiske forsvarsminister. Nu er han fyret.
En kritik rettet mod Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ser ud til at have kostet jobbet for den ukrainske ambassadør i Storbritannien.
I hvert fald er ambassadøren, Vadym Prystajko, blevet fyret.
Det sker, efter at han kommenterede en episode mellem Zelenskyj og den britiske forsvarsminister, Ben Wallace.
Wallace sagde på Nato-topmødet tidligere på måneden, at der er en forventning om, at Ukraine udviser større taknemmelighed for den militære støtte, som Vesten har bidraget med under krigen.
Til det svarede Zelenskyj:
- Hvordan skal vi vise vores taknemmelighed?
- Skal vi stå op hver morgen og takke ministeren? Få ham gerne til at skrive til mig og fortælle, hvordan jeg skal takke ham.
Zelenskyjs kommentar faldt ikke i god jord hos Vadym Prystajko.
- Jeg synes ikke, at den slags sarkasme gør noget godt. Vi skal ikke vise nogen sprækker over for russerne. Vi arbejder sammen, lød det fra ambassadøren ifølge det britiske medie Sky News.
Storbritannien har under hele krigen været en af Ukraines mest stålsatte allierede og en af de mest flittige bidragydere.
Vadym Prystajko har løbende spillet en vigtig rolle i kontakten mellem den britiske regering og Ukraine. Det skriver det britiske medie The Independent.
Prystajko er mangeårig diplomat og har været ambassadør i Storbritannien siden juli 2020. Han var ukrainsk udenrigsminister fra 2019 til 2020.
Fyringen af ham er blevet offentliggjort på den ukrainske præsidents hjemmeside. Der er ikke angivet nogen årsag til fyringen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker