Zelenskyj håber på mirakel og sætter sin lid til Sneleoparden
Præsident Volodymyr Zelenskyj (i sort i midten) ses her sammen med sin nye hærchef, Oleksandr Syrskyj, som fortæller om ukrainske styrkers positioner på slagmarken. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Knap to år inde i krigen skifter Ukraines præsident ud på en af landets vigtigste poster. Den nye hærchef står bag nogle af Ukraines største sejre under krigen.
Ritzau RitzauBjarke Alsing Holst, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Efter længere tids rygter er det sket.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har skiftet ud på en af de vigtigste poster for landets forsvar mod den russiske invasion.
Ud er røget Valerij Zaluzjnyj. Han har været den øverstbefalende for Ukraines væbnede styrker under hele krigen.
Han er en uhyre populær herre hos befolkningen. Men ikke hos Zelenskyj. De to har længe været på kant med hinanden. Og præsidenten ser ham ifølge iagttagere som en mulig politisk modstander i fremtiden.
I stedet har Zelenskyj forfremmet general Oleksandr Syrskyj. Også kaldet Sneleoparden.
Annonce
Kaldenavnet fik han i 2014. Her var han i spidsen for ukrainske styrkers kamp mod russiskstøttede oprørere i de østlige regioner Donetsk og Luhansk.
Syrskyj går fra en stilling som kommandør for Ukraines landstyrker til posten som hærchef.
Forskellen er, at han som hærchef skal lægge den overordnede krigsstrategi for Ukraine. Som kommandør har han i højere grad haft fokus på egne områder og fulgt ordrerne oppefra.
At valget er faldet på 58-årige Syrskyj, er ikke en overraskelse. Få i det ukrainske militær har samme erfaring og ekspertise som ham.
Han er født i 1965 øst for Moskva i det daværende Sovjetunionen, hvor han også fik sin militære uddannelse. Han flyttede til Ukraine i 1980'erne. Siden landets uafhængighed i 1991 er han gradvist steget i de militære ranker.
Syrskyj har fået æren for nogle af Ukraines vigtigste sejre under krigen.
Det succesfulde forsvar af Kyiv, den ukrainske hovedstad, i begyndelsen af den russiske invasion for snart to år siden tilskrives både Syrskyj og Zaluzjnyj.
Syrskyj har fået en heltemedalje, landets største ære, for sin rolle i at afværge det russiske angreb mod hovedstaden.
Han organiserede forsvaret af Kyiv, da mange stadig ikke troede på, at der var optræk til et russisk angreb.
Syrskyj bliver også peget på som manden, der fik den overraskende lynoffensiv i Kharkiv i efteråret 2022 til at lykkes.
Annonce
Offensiven beskrives som den mest bemærkelsesværdige ukrainske sejr under krigen. Den gjorde, at Ukraine kunne generobre flere byer fra russiske styrker.
AP beskriver, at Syrskyj har stor støtte fra sine soldater på grund af meritterne fra slagmarken.
Desuden siger den nye hærchef, at moralen hos soldaterne er en topprioritet for ham. Han ses ofte på billeder, hvor han besøger fronten.
Syrskyj er dog også forbundet med, hvad avisen Financial Times kalder Ukraines måske mest dyrebare fejltagelse: forsvaret af Bakhmut.
Den langvarige kamp om Bakhmut i det østlige Ukraine var et af de hidtil blodigste opgør under krigen. Tusinder af soldater døde på begge sider.
Nogle militæranalytikere har sat spørgsmålstegn ved, om forsvaret af den ødelagte by var så mange liv værd. Byen er i dag under russisk kontrol.
I met with General Valerii Zaluzhnyi. I thanked him for the two years of defending Ukraine. We discussed the renewal that the Armed Forces of Ukraine require. We also discussed who could be part of the renewed leadership of the Armed Forces of Ukraine. The time for such a renewal… pic.twitter.com/tMnUEZ3BCX
— Volodymyr Zelenskyy / ????????? ?????????? (@ZelenskyyUa) February 8, 2024
Syrskyj holder fast i, at forsvaret af Bakhmut var klogt.
Han mener, at det ramte russerne, fordi de måtte afsætte så mange styrker, heriblandt Wagner-gruppen, til opgaven med at erobre byen.
Syrskyj har længe spillet en nøglerolle i Ukraines kamp mod russiske styrker. Nu træder han endnu et skridt op. Det sker på et svært tidspunkt.
Ukraine er presset på slagmarken. Den altafgørende støtte fra Vesten er ikke lige så utvetydig, som den har været. Det er en stor opgave at vende situationen.
Annonce
Zelenskyj mener, at det er tid til at forny Ukraines forsvar.
Ifølge politisk analytiker Volodymyr Fesenko håber præsidenten, at Syrskyj kan levere, hvad Zaluzjnyj ikke kunne.
- Zelenskyj ønsker et mirakel. Han ønsker noget, som kan ændre situationen dramatisk. Zaluzjnyj leverede ikke det mirakel, siger Fesenko til The Guardian.
* Spliden mellem præsident Volodymyr Zelenskyj og nu tidligere hærchef Valerij Zaluzjnyj tog fart i november.
* Zelenskyj har gentagne gange slået fast, at Ukraine vil vinde krigen, uanset hvor svært det ser ud. Men i en klumme i magasinet The Economist anlagde Zaluzjnyj en noget mere pessimistisk tone om krigens gang.
* Zaluzjnyj sagde, at kampene var endt i taktisk dødvande og advarede om en "langvarig positionskrig, som udgør en enorm risiko mod Ukraines væbnede styrker og mod staten".
* Det blev ikke vel modtaget hos Zelenskyj. Ifølge folk tæt på præsidenten satte det ham på overarbejde, fordi han skulle forsikre allierede om, at det stadig er værd at hjælpe Ukraine.
* Siden har de været på kant med hinanden, og det menes at have været afgørende for, at Zaluzjnyj er blevet udskiftet. Desuden ser Zelenskyj ifølge iagttagere Zaluzjnyj som en mulig politisk trussel i fremtiden.
Kilde: Politico.
/ritzau/
General Oleksandr Syrskyj, også kaldet Sneleoparden, skal fremover være den øverstbefalende for Ukraines væbnede styrker. Han er en erfaren herre og har fået æren for nogle af Ukraines vigtigste sejre under krigen. (Arkivfoto). Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters
Valerij Zaluzjnyj har længe været upopulær hos præsident Volodymyr Zelenskyj. Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at Zaluzjnyj mister titlen som hærchef. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Kan ende i straffesag: Ny bog får politiet til at undersøge Faderhuset
Pakhuset er i mål: - Det klæder huset at være fuldt af mennesker
Du tager helt fejl om gasledning til Lolland-Falster!
Lastvogne blev sporet fra Danmark og derefter plyndret
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Mest læste artikler
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Tina fortsætter med revymaden i Nykøbing Falster