Zelenskyj i tale til USA: Husk Pearl Harbor og 11. september
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde i en videotale til den amerikanske kongres onsdag, at "vi har brug for jer lige nu" og "husk Pearl Harbor". Foto: J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix
J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix
- Vi har brug for jer lige nu, siger Ukraines præsident Zelenskyj, som beder USA om at redde ukrainske liv.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde i en videotale til den amerikanske kongres onsdag, at "vi har brug for jer lige nu" og "husk Pearl Harbor".
Den ukrainske præsident kom også med en appel til amerikanerne om at oprette en "ikke-flyve zone" over Ukraine, så luftrummet er beskyttet.
- Vi kæmper for Europas værdier, sagde han og henviste til angrebet på tvillingetårnene 11. september 2001 og Anden Verdenskrig.
- Der er tale om en form for terror, som Europa ikke har set i 80 år, sagde Zelenskyj og henviste til "den frygtelige morgen den 7. december 1941, hvor himlen over Pearl Harbor var mørk af angribende fly".
Ved angrebet på Pearl Harbor bombarderede Japan de uforberedte amerikanernes stillehavsflåde, hvilket trak USA ind i Anden Verdenskrig.
Under Zelenskyjs tale blev der fra Kyiv vist en video med dyster underlægningsmusik. Den viste først smukke idylliske pladser, glade børn og steder i ukrainske byer og derefter en lang række russiske granatbombardementer og ødelæggelser.
Zelenskyjs appel til USA om en "ikke-flyve zone" var på forhånd udelukket, hvilket den ukrainske leder var klar over.
Han sagde i talen, at hvis en zone var for meget, så kunne amerikanerne hjælpe med mere avancerede raketter til hjælp i kampen mod russiske fly.
Forud for talen blev Zelenskyj hyldet med et stående bifald fra kongresmedlemmerne i begge kamre.
- Slava Ukraina (ære og hæder til Ukraine, red.), sagde Nancy Pelosi, der er flertalsleder i Repræsentanternes Hus, da Zelenskyj tonede frem fra det belejrede Kyiv.
Det er sjældent, at stats- eller regeringsledere taler i USA's Kongres i krigstider.
Et velkendt eksempel er fra 1941 - få uger efter angrebet på Pearl Harbor - hvor den britiske premierminister Winston Churchill holdt tale i Kongressen.
Her advarede Churchill om, at "mange skuffelser og ubehagelige overraskelser venter os".
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub