Zelenskyj: Jeg sætter stor pris på samarbejdet med Danmark
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj foran præsidentpaladset i Kyiv onsdag. På pressemødet afsløredes også en æressten for den danske statsminister og Danmark, så Mette Frederiksens navn nu figurerer side om side med andre stats- og regeringslederes navne. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Zelenskyj roser, at planer med Danmark realiseres. Vi er villige til at gøre mere, siger Mette Frederiksen.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, takker personligt statsminister Mette Frederiksen (S) for den danske støtte til Ukraine på et møde i Kyiv torsdag.
På et pressemøde med de to betegner Zelenskyj det som et "meget vigtigt besøg".
- Jeg sætter meget stor pris på relationen mellem vores to lande, siger Zelenskyj.
Han nævner blandt andet samarbejdet om at træne ukrainske F-16-piloter og med at rydde miner i Ukraine.
- Alt, vi bliver enige om, bliver fuldt realiseret, lyder det rosende fra præsidenten.
På mødet mellem ham og den danske statsminister onsdag eftermiddag drøftede de det fortsatte samarbejde.
Det tæller blandt andet minerydningsudstyr og samarbejde på energiområdet.
- Vi er villige til at gøre meget mere, siger statsministeren på pressemødet.
- Jeres kamp for frihed er også vores.
Omtrent samtidig med deres møde havde et missilangreb kostet 16 mennesker livet på et marked i det østlige Ukraine.
- Det er en krig, der koster liv hver dag, siger Mette Frederiksen på pressemødet.
Hun tilføjer, at hun er imponeret af såvel præsidenten som det ukrainske folk, der udholder de hyppige angreb.
- I klør på trods de grusomme forhold og står sammen som nation, siger hun henvendt til Zelenskyj.
Genopbygning af havnebyen Mykolajiv i det sydlige Ukraine, der også har set krigen sætte sine spor i byen, var også et af de emner, de to drøftede.
Her har Danmark planer om at åbne en ny diplomatisk repræsentation.
Danmark har indgået et partnerskab med byen, der blandt andet indebærer penge til genopbygningsprojekter.
Også den korridor, der skal sikre eksport af ukrainsk korn, var blandt de emner, Zelenskyj og Mette Frederiksen nåede at drøfte.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker