Zelenskyj melder om ukrainske fremskridt på sydlig slagmark
Kampen om den ukrainske by Bakhmut har været en af de blodigste under krigen. Foto: Stringer/Reuters
Både i det sydlige Ukraine og nær den østlige by Bakhmut gør ukrainske soldater fremskridt, siger Zelenskyj.
Ukrainske styrker har den seneste uge vundet frem ved frontlinjen mod syd.
Det siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag aften.
- I løbet af de seneste syv dage har vi vundet frem i Tavria-sektoren (mod syd, red.), lyder det i præsidentens daglige aftentale.
Han uddyber ikke nærmere, hvor store fremskridt der er tale om.
Han tilføjer dog, at der også er aktivitet ved den østlige by Bakhmut:
- Der er også bevægelse i Bakhmut-sektoren. Ja, der er bevægelse.
Det kan være svært at danne sig et fuldstændigt overblik over frontlinjen under den igangværende krig i Ukraine. Ligesom med eksempelvis dødstal kommer der ofte forskellige meldinger fra krigens parter.
En af Ukraines øverste generaler i syd, general Oleksandr Tarnavskiy, har sagt til den britiske avis The Observer, at Ukraine er ved at få "momentum".
- Lidt efter lidt føler jeg, at vi sikrer os momentum, siger han.
Kampen om den ukrainske by Bakhmut, der ligger i den østlige ukrainske region Donetsk, har været en af de blodigste under krigen.
Den private russiske hær Wagner-gruppen har været en del af slaget.
De ukrainske styrker har hen over sommeren lanceret en modoffensiv. Det har dog ikke umiddelbart resulteret i, at store områder er blevet generobret.
Ukraine har denne uge fået ny forsvarsminister - 41-årige Rustem Umerov.
- Vores primære mål er sejr, skrev han onsdag på Facebook.
- Jeg vil gøre alt muligt og umuligt for at sikre sejr til Ukraine. Vi vil befri hver en centimeter af vores land og alle vores borgere, lød det.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker