Zelenskyj udnævner igen ny militærchef
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har udpeget en ny stabschef. (Arkivfoto). Foto: Alina Smutko/Reuters
Præsident Volodymyr Zelenskyj har udnævnt ny stabschef. Det sker, dagen efter at der kom en ny forsvarschef.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag udnævnt generalmajor Anatolij Barhylevytj til ny stabschef.
Han erstatter Serhij Sjaptala. Det skriver Reuters.
Zelenskyj annoncerede udnævnelsen i en videotale.
Han sagde også, at det blev gjort på anbefaling af Ukraines nye forsvarschef, generaloberst Oleksandr Syrskyi, der blev udnævnt torsdag.
Det skete, efter at hans forgænger Valerij Zaluzjnyj blev fyret. Op til fyringen havde der længe gået rygter om, at stemningen mellem præsidenten og den nu tidligere forsvarschef var anspændt.
På det sociale medie X takkede Zelenskyj dog Zaluzjnyj for at have forsvaret Ukraine i de seneste to år.
Om Anatolij Barhylevytj siger præsidenten, at han er "en erfaren person, der forstår opgaverne med denne krig og de ukrainske mål".
Udnævnelsen af den nye stabschef sker samme dag, som der endnu engang er politisk bevågenhed på Ukraine.
Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, ankom fredag til USA og opfordrede indtrængende amerikanerne til at give mere militær hjælp til Ukraine.
Han advarede om, at en russisk sejr i krigen vil få skæbnesvangre følger.
For en uge siden nåede Tyskland og de øvrige EU-lande frem til en aftale om at støtte Ukraines forsvar med 50 milliarder euro.
Aftalen faldt overraskende hurtigt på plads på et EU-topmøde, hvor der på forhånd var bekymring for, om Ungarns premierminister, Viktor Orbán, ville holde fast i sin trussel om at nedlægge veto.
Det er snart to år siden, at Rusland invaderede Ukraine.
Det skete den 24. februar 2022.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker