Zelenskyj: Ukraine vil styrke forsvar på grænsen til Belarus
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har netop været på besøg i den vestlige del af Ukraine. Foto: Alina Smutko/Reuters
Det er Ukraines prioritet at styrke hele den nordlige grænse, lyder det fra præsidenten i videotale.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, varsler, at det krigsramte land vil styrke sit forsvar på grænsen til Belarus.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Det er Ukraines prioritet at styrke hele den nordlige grænse, lyder det fra præsidenten i daglig videotale til befolkningen.
Belarus er allieret med Rusland, der invaderede Ukraine i februar 2022. Ved krigens start trængte russiske soldater også ind i nabolandet via den belarusiske grænse.
Tusindvis af russere er udstationeret på baser i Belarus.
Den ukrainske modoffensiv fortsætter i disse dage med begrænsede fremrykninger.
Det genvundne terræn står ikke helt mål med de fremskridt, som ukrainske styrker gjorde i Kharkiv-regionen i september eller Kherson-regionen i november.
Det skyldes blandt andet, at de russiske styrker mange steder har forberedt et bælte af forsvarsværker.
Fredag aften dansk tid sagde USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, at den amerikanske præsident, Joe Biden, har godkendt at sende klyngebomber til Ukraine.
Klyngebomber skiller sig ad i luften og udløser adskillige eksplosiver over et bredt område. De kan affyres via fly, artilleri og missiler. Eksplosiverne er designet til at detonere, når de rammer jorden. De kan dræbe eller alvorligt såre personerne i det berørte område.
Flere talspersoner har på vegne af FN udtrykt bekymring og modstand mod brugen af klyngebomber, skriver nyhedsbureauet AP.
- Brugen af sådan ammunition bør ophøre omgående og ikke bruges noget sted, siger talskvinden Marta Hurtado fra FN's menneskerettighedskontor, OHCHR.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde