Zelenskyj: Ukraines hær vil have op mod en halv million rekrutter
Med et europakort som bagtæppe har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tirsdag indkaldt til en længere pressekonference for at gøre status over 2023. Foto: Alina Smutko/Reuters
På grund af krigen kan der ikke holdes valg i Ukraine, siger Zelenskyj. Han afviser, at Ukraine taber krigen.
Ukraines militær har bedt om, at der mobiliseres yderligere 450.000 til 500.000 personer til landets hær.
Det siger præsident Volodymyr Zelenskyj tirsdag på et pressemøde.
Han tilføjer, at der ikke er taget en endelig beslutning om det.
Regeringen og militære ledere skal nu diskutere "dette meget følsomme spørgsmål om mobilisering", og derpå skal spørgsmålet drøftes i parlamentet.
Han tilføjer, at en mobilisering af den størrelse også kræver yderligere finansiering.
På et spørgsmål fra den britiske tv-station BBC om, hvorvidt Ukraine er ved at tabe krigen mod Rusland, svarer Zelenskyj helt kort.
- Nej.
Han siger også, at han er overbevist om, at både USA og Europa vil fortsætte støtten til Ukraine.
På det seneste har der været forsinkelser i godkendelse af store milliardpakker til Ukraine i både EU og USA.
- Vi arbejder benhårdt på dette, og jeg er sikker på, at USA ikke vil forråde os, lyder det fra præsidenten.
Økonomisk hjælp er helt afgørende for, at Ukraine kan forsvare sig mod russiske angreb, tilføjer han.
- Vores amerikanske partnere bør vide, at vi venter på denne hjælp. De ved, hvad det skal bruges til, og hvordan det vil påvirke situationen, siger Zelenskyj ifølge Reuters.
Han tilføjer, at Ukraine i løbet af vinteren vil modtage "flere" nye luftforsvarssystemer af typen Patriot.
Zelenskyj har indkaldt til tirsdagens pressekonference for at gøre en form for status over året, der er ved at være gået, og svare på spørgsmål fra ukrainsk og international presse.
Han kommer også ind på spørgsmålet om valg, der skulle have fundet sted i Ukraine i løbet af foråret 2024.
Det kan ikke lade sig gøre at holde parlamentsvalg i Ukraine, når landet er i krig mod Rusland, siger præsidenten ifølge Reuters.
Spørgsmålet har været diskuteret gentagne gange i Ukraine.
Den militære undtagelsestilstand, der er i kraft i Ukraine, forbyder afholdelse af valg i krigstid, skriver Reuters.
Tidligere har Zelenskyj sagt, at valg er vigtige, men at det kan undergrave det nationale sammenhold og kan udnyttes af Rusland.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned