Zelenskyj underskriver sikkerhedsaftale med EU i Bruxelles
Ukraines præsident er torsdag i Bruxelles for at underskrive en sikkerhedsaftale med EU. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Aftalen vil fremme fred og velstand i Europa, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har torsdag under massivt sikkerhedsopbud i Bruxelles underskrevet en sikkerhedsaftale med EU.
Det sker i forbindelse med et EU-topmøde i byen, hvor de europæiske stats- og regeringschefer også vil arbejde på at besætte topposterne i EU-institutionerne efter europaparlamentsvalget i juni.
På et kort pressemøde inden underskriftsprocessen takker Zelenskyj desuden for EU-landenes nylige beslutning om, at der kan indledes optagelsesforhandlinger med Ukraine.
- Tak for dette historiske udfald. Vi har ventet på dette længe. Alle de civile og vores helte på slagmarken, siger Zelenskyj.
Ukraine har underskrevet 17 lignende bilaterale sikkerhedsaftaler, blandt andet med USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Japan.
Aftalerne beskriver landenes forpligtelse til at støtte Ukraine militært, økonomisk, humanitært og politisk over en årrække.
Sikkerhedsaftalen med EU fører ikke i sig selv til levering af våben til Ukraine, da EU er en organisation og ikke et land med eget militær. Men aftalen sikrer, at EU fortsat vil facilitere hjælp til Ukraine.
Zelenskyj siger torsdag, at aftalen vil fremme fred og velstand på kontinentet.
Den ukrainske præsident siger på pressemødet, at Ukraine har hårdt brug for våben i kampene mod Rusland.
Særligt luftforsvarssystemer er der brug for, fortæller Zelenskyj.
På et møde mandag blev udenrigsministrene i EU enige om at begynde at bruge indtægter fra indefrosne russiske midler til at hjælpe Ukraine.
Det er en beslutning, som har været længe undervejs, og det kvitterede Zelenskyj for torsdag.
Indtægterne fra de indefrosne midler vil ifølge EU's udenrigschef, Josep Borrell, gøre en forskel for Ukraine på slagmarken.
I første omgang er der tale om 1,4 milliarder euro, altså omkring 10 milliarder danske kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker