Zelenskyj vil åbne ny ukrainsk ambassade i Filippinerne
- Tak for denne invitation. Vi er meget taknemmelige for at være i jeres land, som støtter Ukraine, vores territoriale integritet samt suverænitet, sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, under møde med Filippinernes præsident, Ferdinand Marcos Jr. Foto: Jam Sta. Rosa/Ritzau Scanpix
Den ukrainske præsident takker under besøg i Manila for støtten fra den filippinske præsident Marcos.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har under et besøg i Filippinerne oplyst, at Ukraine åbner en ambassade i hovedstaden Manila.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Zelenskyj besøger landet, hvor han blandt andet deltager i bilaterale møder med Filippinernes præsident, Ferdinand Marcos Jr.
Den ukrainske præsident takker i den forbindelse sin præsidentkollega for støtte og for hans "klare position" i forhold til Ruslands invasion af Ukraine.
Zelenskyj dukkede uventet op under Asiens største sikkerhedskonference i Singapore denne weekend. Det er ukrainernes besøg nummer to på kontinentet, siden den russiske invasion startede i februar 2022.
- Tak for denne invitation. Vi er meget taknemmelige for at være i jeres land, som støtter Ukraine, vores territoriale integritet samt suverænitet, sagde Zelenskyj til Marcos.
Det er Zelenskyjs første besøg i Filippinerne, siden han blev valgt i 2019.
Ved sikkerhedskonferencen Shangri-La Dialogue bad den ukrainske præsident om støtte ved et kommende topmøde i Schweiz 15. og 16. juni, hvor fred i Ukraine skal drøftes.
Marcos talte også på sikkerhedskonferencen, hvor han kritiserede aggressioner i Det Sydkinesiske Hav - uden at nævne Kina.
Den filippinske præsident fortalte videre Zelenskyj, at han var "beæret" over den ukrainske leders besøg i Manila.
- Det er en stor ære at mødes og diskutere anliggender, der er fælles for begge lande, og forhåbentligt finder vi en vej frem for os begge, har Marcos udtalt.
Rusland er ikke blevet inviteret til det schweiziske topmøde. Kina har meldt ud, at landet ikke deltager.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde