Zelenskyj vil befri alle dele af Ukraine

Tirsdag besøgte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, Bakhmut i Donbass-regionen i det østlige Ukraine. Han skal angiveligt også snart besøge Det Hvide Hus. Foto: Presidential Office Of Ukraine/Ritzau Scanpix

De ukrainske tropper bør opnå, hvad alle ukrainere forventer, siger præsident Volodymyr Zelenskyj i videotale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har efter sit besøg i frontlinjebyen Bakhmut i det østlige Ukraine bekræftet, at han ønsker at befri alle russiskbesatte områder.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

- Vi vil gøre alt det mulige, det umulige, det ventede og det uventede, så vores helte har alt, hvad de behøver for at vinde, siger Zelenskyj i sin daglige videotale tirsdag aften.

Tropperne bør opnå, hvad "alle ukrainere forventer", siger han.

Zelenskyj lister de områder, der er tale om.

- Det er vores region Luhansk, det er det sydlige Ukraine, det er vores Krim, siger han.

- Ukraine vil ikke afgive noget af sit eget til fjenden, siger Zelenskyj.

Rusland har annekteret områderne, men langt størstedelen af verdens lande anerkender ikke annekteringerne.

Ukraines regering har tidligere sagt, at byerne Bakhmut og Avdijivka nu er "epicentre" i krigen.

Tirsdag besøgte den ukrainske præsident Bakhmut, som trods måneder med russiske angreb stadigvæk er på ukrainske hænder.

Ifølge den amerikanske avis The New York Times er slagene her blandt de blodigste i den mere end ni måneder lange krig.

Volodymyr Zelenskyj rejser onsdag til USA, hvor han blandt andet skal mødes med ledende amerikanske politikere.

Det erfarer det amerikanske medie Punchbowl News, som skriver, at det har talt med ni forskellige kilder med kendskab til sagen.

To kilder siger desuden til det amerikanske medie CNN, at Det Hvide Hus er ved at forberede et møde med præsident Joe Biden.

Rusland invaderede Ukraine i februar i år. Det er første gang siden det, at Volodymyr Zelenskyj forlader landet.

/ritzau/