Zimbabwe anholder oppositionsleder og journalist inden protest
Tidligere på måneden protesterede ansatte i Zimbabwes sundhedssektor mod dårlige arbejdsforhold og den økonomiske krise i landet, der er blevet forværret af coronaudbruddet. Den 31. juli er der igen indkaldt til demonstrationer over hele landet - men flere oppositionsfolk er anholdt forud for de planlagte demonstrationer. Foto: Philimon Bulawayo/Reuters
Philimon Bulawayo/Reuters
To anholdte er begge fremtrædende kritikere af præsident Mnangagwa. Den ene har afsløret formodet korruption.
Politiet i Zimbabwe har anholdt en leder fra oppositionen og en fremtrædende journalist mandag.
De to anklages for at have opildnet andre zimbabwere til at "deltage i vold i offentligheden".
Oppositionspolitikeren, Jacob Ngarivhume fra partiet Transformation Zimbabwe, har opfordret folk til at demonstrere over hele landet den 31. juli.
Det skal ske i et forsøg på at presse præsident Emmerson Mnangagwa og hans regering til at gøre noget ved den udbredte korruption og rette op på den skrantende økonomi.
Journalisten, Hopewell Chin'ono, er en skarp kritiker af Mnangagwa. Han har afsløret flere formodede korruptionssager, der involverer regeringsembedsmænd.
De to anholdte er nu i politiets varetægt. De vil snart blive fremstillet for en dommer, oplyser en talsmand for politiet.
Zimbabwes største oppositionsparti, Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), frygter, at anholdelserne er begyndelsen til en større klapjagt på regeringens modstandere.
Myndighederne siger, at de planlagte demonstrationer er et brud på reglerne, der forbyder større forsamlinger på grund af faren for coronasmitte.
Regeringen har planer om at skærpe nedlukningen i hovedstaden Harare og i Bulawayo. Det er to steder, hvor oppositionen står stærkt.
Søndag oplyste zimbabwisk politi ifølge den britiske tv-station BBC, at over 105.000 personer er blevet anholdt siden marts for at overtræde coronareglerne.
Kritikere beskylder regeringen for at gå efter oppositionen og anholde dens aktivister under dække af reglerne.
Mange zimbabwere giver udtryk for, at deres økonomiske situation er blevet forværret, efter at Emmerson Mnangagwa overtog præsidentposten efter Robert Mugabe.
Mnangagwa hævder, at hans politiske modstandere og udenlandske kræfter saboterer landets økonomi.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker