Zimbabwes Mugabe takker Gud for et langt liv
Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, takker Gud for et langt liv dagen før sin 89 års fødselsdag.
Han siger dog også, at han er ensom, fordi han har mistet så mange venner og familiemedlemmer.
- Det er ham, vores skaber, der er ansvarlig for, at jeg er 89, siger Mugabe ved en officiel fest i anledningen af hans fødselsdag torsdag.
- Da jeg var yngre, var vi mange. Alle mine venner er væk. Også familiemedlemmer er væk, mens jeg fortsat hænger på, konstaterer den aldrende præsident.
I festen deltog ministre, sikkerhedschefer og ansatte fra hans kontor.
Mugabes nærmeste rådgiver Misheck Sibanda overrakte Mugabe en kage og ønskede ham mange flere år på posten.
Mugabe har regeret Zimbabwe siden 1980, hvor landet blev selvstændigt fra Storbritannien. Han er dermed en af Afrikas længst siddende ledere.
Præsidenten leder i dag en koalitionsregering, som blev dannet sammen med oppositionen for tre år siden.
Mugabe har for længst annonceret, at han genopstiller ved dette års valg for sit parti ZANU-PF.
Der har i årenes løb været mange spekulationer om Mugabes helbred. Ikke mindst efter WikiLeaks i 2008 offentliggjorde, at chefen for Zimbabwes nationalbank, Gideon Gono, havde sagt til den daværende amerikanske ambassadør, at Mugabe havde prostatakræft og mindre end fem år tilbage at leve i.
Mugabe er dog kendt for at slå hårdt ned på folk, der stiller spørgsmålstegn ved hans fysiske formåen.
Da præsidenten sidste år fyldte 88 år, blev en mand stillet for retten, fordi han på en bar spøgefuldt ytrede, at Mugabe måske ikke var stærk nok til at puste ballonerne op til sin fødselsdagsfest.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde