Åben have ved Smålandsfarvandet
Mod øst ud for det nye stuehus ligger måneskinshaven med otte bede, der er tilplantet med buske, stauder og sommerblomster i hvidt, sart gul, sølv, grønt og gråt. Foto: Pia Jensen
Foto: Pia Jensen
Anette Rundstrøm og Lars Andresen, Stillebækgaard ved Reersnæs åbner deres have søndag 26. juni.
LOLLAND-FALSTER: Anette Rundstrøm og Lars Andresen har en ejendom, Stillebækgaard, med en skøn have beliggende på Reersnæs Strandvej 84 ved Bandholm.
Her er de i samarbejde med Haveselskabet Lolland-Falster klar med åben have søndag 26. juni fra klokken 11 til 15.
Udsigtshaven ligger på en 5.000 m2 grund med udsigt over Smålandsfarvandet.
Anette Rundstrøm og Lars Andresen overtog ejendommen, en gammel trelænget gård i 2013, men gik først i gang med at gøre noget ved haven i 2017 efter at parret havde fjernet en lade, en mødding og en masse beton. På det tidspunkt bestod haven af en græsplæne mod syd og ellers ukrudt, selvsåede træer og brombærkrat i resten af haven.
Haven er inddelt i fire afsnit: Mod øst ud for det nye stuehus ligger måneskinshaven med otte bede, der er tilplantet med buske, stauder og sommerblomster i hvidt, sart gul, sølv, grønt og gråt. Mod syd ud for det gamle stuehus er der stadig græsplæne, men der er også blomsterbede med roser, pæoner, dahliaer og meget andet. Her har Anette og Lars i 2021 etableret en lille sø og en udsigtshøj. Vest for denne del af haven har parret lavet en lille have i haven med driverhus, terrasse med pergola, fire små rosenbede og et par blandede bede. I køkkenhaven er der højbede og et lille drivhus til tomater og forspiring af planter. Mellem gårdspladsen og vejen er der i 2021 lavet 12 bede, der skal tilplantes med roser, pæoner, dahliaer, geum og dagliljer.
Der er en del siddepladser rundt omkring i haven, hvor man kan sidde og nyde udsigten og drikke en kop kaffe eller spise sin madpakke.
Der vil være et lille plantesalg, ligesom man vil kunne købe kaffe, te og kage.
Mere på www.udsigtshaven.dk eller Instagram: @udsigtshaven
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned