Festival tror på tæt på udsolgt

I 2021 blev festivalen, der byder på blandt andet syre- og folkrock, udskudt til august. I år er den tilbage i juni. Foto: Ingrid Riis/arkiv

Kun for forrykte-festivalen kan mærke ny interesse for billetter, efter restriktioner er droppet.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING En tredjedel af billetterne til Kun for forrykte-festivalen i Stubbekøbing er allerede solgt godt fire måneder før den skydes i gang.

Det er mere, end der plejer at være solgt på nuværende tidspunkt, lyder det fra festivalleder Frederik Schnoor.

- Det stryger godt derud af. Det har været ret stille med billetsalget de seneste måneder, men det er klart, når lander er vendt på hovedet, og man ikke lever som normalt, siger han med henvisning til coronapandemien og fortsætter:

- Så er festival og sommerferie ikke det, der står øverst på menuen hos folk, men vi kan allerede se, at der er solgt flere billetter, efter det blev meldt ud, at restriktionerne fjernes.

Festivalen afholdes 3.-4. juni i anlægget. 2000 billetter er til salg, hvoraf hovedparten er partout. Dagbilletter sættes til salg senere, og det sidste store ryk i salget er endnu forude.

- Rent historisk sælger man typisk halvdelen af billetterne i den sidste måned op til festivalen, da mange først da beslutter sig for, om de vil afsted, siger lederen, der regner med, at man i år kommer tæt på fuld kapacitet.

Festivalen fandt sted for første gang i 2019, hvor kapaciteten var lavere. Her var der næsten 1000 gæster den ene dag. I 2020 var festivalen aflyst på grund af corona, men i 2021 var der op mod 1600 gæster, hvoraf 1400 havde sikret sig billet i forsalget, og resten købte adgang i døren.

- Der når vi helt sikker også op i år, mener Frederik Schnoor.

Han har, som ved de øvrige arrangementer, han arrangerer via Deluxe Music, sørget for, at det kan løbe rundt, også hvis der kom væsentligt færre gæster, end der er billetter i salg, og selvom disse drak færre øl, end festivallivet ellers kan lægge op til.

En hel del af gæsterne, og også de frivillige, er trofaste og vender tilbage til festivalen. Det glæder lederen sig til at opleve igen i år, hvor campingområdet efter efterspørgslen sidste år er mere end fordoblet til et par hundrede pladser.

Omkring 20 bands spiller, hvoraf den sidste håndfuld meldes ud inden for de kommende uger.

Blandt navnene, Frederik Schnoor er gladest for at have på plakaten, er de hollandske progrockere Focus, der var et verdensnavn først i 70'erne, og danske Kira and the Kindred Spirits. De spiller efter 15 års pause en af de første koncerter i Stubbekøbing.