Firmaidrætten har ændret karakter

5. september går zumba i gang i firmadrættens regi. Foto: Firmaidrætten Guldborgsund

Firmaidrætten Guldborgsund har omkring 450 medlemmer fordelt på forskellige hold.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Firmaidrættens historie går helt tilbage til 1860’erne, og siden 1980'erne har Dansk Firmaidræt været en hoved-idrætsorganisation som Dansk Idrætsforbund og DGI. Siden 1974 har der været en afdeling i Nykøbing, og den lever i bedste velgående som Firmaidrætten Guldborgsund.

I sin oprindelige form var det firmaer, der var medlemmer, og som gav deres medarbejdere muligheder for at dyrke primært motion.

I dag er cirka 90 procent af medlemmerne i Firmaidrætten Guldborgsund privatpersoner, og resten firmamedlemmer, som primært bowler.

- Sådan ser det ud over stort set hele landet, og jeg ved, at vores hovedorganisation taler om at finde et mere dækkende navn. Men det er en svær opgave, fortæller Villy Ø. Pedersen, der er formand for den lokale afdeling af firmaidrætten.

Afdelingen havde på et tidspunkt omkring 1.000 medlemmer, men i dag er tallet cirka 450.

- Dengang var der godt 170 firmahold, som bowlede, og nu kan vi knap samle 20. Det forklarer en stor del af nedgangen i medlemstal.

Villy Ø. Pedersen medgiver, at med den store andel af private medlemmer, adskiller man sig ikke meget fra Aktiv Fritid og Ældresagen.

- Men jeg tror ikke, folk tænker så meget over, hvor man ”går”. De kigger mere på, hvad der er af tilbud og på hvilke tidspunkt og vælger ud fra det, så der er plads til os alle tre. Jeg ved, at nogle er medlem alle tre steder.

Firmaidrætten Guldborgsund har hjemme i egne lokaler på Englandsvej i Nykøbing, og har blandt andet også lejet lokaler ud til Ældresagen. Foreningen lejer også ud til esport, og seneste skud på stammen er jumping fitness.

Som medlem af Firmaidrætten Guldborgsund betaler man et grundkontingent på 125 kroner og derudover betaling for den enkelte aktivitet. Sæsonen løber fra 1. september til april/maj.

Tilbuddene er mange med blandt andet bordtennis, badminton, bowling, dart, yoga og vævning.


Et af Firmaidrættens tilbud er bordtennis. Foto: Firmaidrætten