Flot: 363.627 kroner til bekæmpelse af kræft
I august deltog 1.000 i Stafet For Livet på et gamle atletikstadion i Nykøbing. Det udmøntede sig i et stort beløb til kampen mod kræft. Foto: Ingrid Riis.
Ingrid Riis
Stafet For Livet sender stort overskud videre til Kræftens Bekæmpelse.
NYKØBING: I midten af august - under blå himmel og høj sol - vendte Stafet for Livet Nykøbing F. atter tilbage for fuld kraft i sensommeren, og nu er regnskabet endeligt gjort op og godkendt. Med 1.100 deltagere og 80 fightere - tidligere eller nuværende kræftpatienter - blev Stafet for Livet Nykøbing F. den næststørste Stafet for Livet i Danmark i 2022.
- I 2020 måtte vi aflyse helt, og i 2021 gennemførte vi en Stafet på halvt blus, så det er fuldstændig fantastisk at være tilbage for fuld kraft med mere end 1.000 deltagere her i 2022, udtaler Daniel Kristensen, formand for Stafet for Livet Nykøbing F.
De mange deltagere knoklede rundt på det gamle atletikstadion i Nykøbing F. over arrangementets 24 timer, og det lønnede sig med et samlet overskud på 363.627 kroner, der nu er sendt direkte videre til konkrete projekter i Kræftens Bekæmpelse.
- Det er et meget tilfredsstillende resultat, som helt konkret vil gøre en forskel for patienter, pårørende og forskning indenfor kræftområdet. Vi er meget stolte af deltagernes indsats og taknemmelige for vores samarbejdspartneres bidrag, konkluderer han.
Stafet For Livet er et livsbekræftende socialt arrangement, hvor alle berørt af kræft på Lolland-Falster kan opleve støtte og opbakning fra venner, familie og kolleger i kampen mod kræft.
Stafet for Livet blev afholdt første gang på Lolland-Falster i 2014, og siden dengang har deltagerne og de frivillige skabt et overskud på mere end 2.85 millioner kroner, der er gået direkte videre til konkrete projekter i Kræftens Bekæmpelse. Hvert år går 10 procent af overskuddet til lokalforeningen Kræftens Bekæmpelse Guldborgsund, hvor pengene bruges til aktiviteter for kræftramte og pårørende.
Styregruppen bag Stafet for Livet Nykøbing F. starter planlægningen af næste års arrangement i begyndelsen af det nye år, men datoen for næste års Stafet for Livet Nykøbing F. ligger allerede fast -12. og 13. august 2023.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker