Frisører og domstol må åbne igen

frisør Foto: Arkiv

Aftale vedrørende udvidelse af den første fase af en kontrolleret genåbning er på plads.

Offentliggjort Sidst opdateret

DANMARK På baggrund af rådgivning fra sundhedsmyndighederne har regeringen fundet det sundhedsmæssigt forsvarligt at udvide den første fase af en kontrolleret genåbning.

Regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti (SF), Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet er enige om nedenstående initiativer.

Der var som led i indsatsen mod COVID-19 indført et midlertidigt forbud mod frisører og visse liberale erhverv, jf. bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler i forbindelse med håndtering af covid-19. Der er samtidig indført et midlertidigt forbud mod at foretage praktisk køreundervisning i skolevogne.

Forbuddene ophæves med virkning fra mandag 20. april, så de omfattede erhvervsdrivende igen kan åbne deres lokaler for kunder, ligesom der kan foretages praktisk køreundervisning i skolevogne. Der etableres et sektorpartnerskab, hvor de relevante myndigheder sammen med brancher, fagforeninger og relevante organisationer aftaler retningslinjer for en ansvarlig genåbning. Virksomheder der har været omfattet af nedlukning vil kunne vurdere, at det ikke er hensigtsmæssigt at lukke op. I den situation vil en virksomhed, der tidligere har været omfattet af et forbud og derfor har været lukket, kunne vælge fortsat at holde lukket og vil efter den gældende ordning derefter modtage op til 80 procent i kompensation for de faste udgifter.

Genåbning af domstolene

Danmarks Domstole har iværksat et nødberedskab for at håndtere kritiske sagsområder, men der er behov for at få gennemført langt flere sager. Domstolene opfordres derfor til at genåbne med henblik på hurtigst muligt at kunne gennemføre flest mulige sager. Samtidig vil Familieretshuset åbne for gennemførelse af børnesamtaler og overvåget samvær som helt specifikke børnerelaterede kritiske aktiviteter.

I takt med at det vurderes sundhedsfagligt forsvarligt, påbegyndes gradvist indkaldelse til afsoning i kriminalforsorgen. Der vil blive gennemført en delvis genåbning af forskningslaboratorier for forskere og studerende, så der bl.a. bliver mulighed for at fortsætte og afslutte post doc- eller PhD-forløb samt videreføre forskningsforsøg og forskningsprojekter, som ellers går tabt.

Partierne vil i denne uge fortsætte forhandlingerne om genåbningens fase 2 og yderligere faser med henblik på, en plan for Danmarks samlede vej ud af Coronakrisen.