HÅBER PÅ SÆSON UDEN AFBRYDELSER
I Nørre Alslev Gymnastikforening glæder man sig til at komme i gang med sæsonen. Det omfattende program byder på noget for enhver. Foto: Nørre Alslev Gymnastikforening
Nørre Alslev Gymnastikforening
I Nørre Alslev Gymnastikforening krydser man alt, hvad krydses kan for en coronafri sæson. I år har foreningen gjort ekstra ud af at fortælle om de mange træningstilbud.
Nørre Alslev Gymnastikforening (NAG) er klar med sæsonens program, som består af op mod 30 forskellige træningstilbud til børn, unge og voksne. Flere af holdene har så småt taget hul på træningen, og står det til formand Sara Skov Bondehøj, fortsætter de uden afbrydelser gennem hele sæsonen. Hendes største ønske er nemlig en coronafri sæson.
- Det har fyldt rigtig meget og trukket mange veksler på instruktører og frivillige. Det har ikke været optimalt, så jeg håber, at vi får en sæson uden corona, siger hun.
Værdien af fællesskab
Selvom medlemmerne kom tilbage, da der blev åbnet igen i foråret, har NAG og Sara Skov Bondehøj til den nye sæson ekstra fokus på at få fortalt om foreningens tilbud og værdien af fællesskab.
- Folk har vænnet sig til at være mindre sociale under corona, så vi skal genopfinde foreningslivet og have fokus på værdien i foreningsfællesskabet. Der er en gruppe, som vi skal arbejde lidt mere med at hive ind i salen og hallerne igen, siger Sara Bondehøj og fortsætter:
- Men jeg er ikke bekymret. Jeg er overbevist om, at de nok skal finde i hallen igen. Men det er en ekstra opgave i år at få gjort opmærksom på vores tilbud.
Bevægelsesglæde
For at få foreningens tilbud bredere ud har NAG i år blandt andet husstandsomdelt sæsonprogrammet og lavet et samarbejde med skole og SFO om en gymnastikkaravane for 0.-4. klasse.
- Gymnastikkaravanen handler om at skabe bevægelsesglæde gennem gymnastikken, forklarer Sara Bondehøj.
I Nørre Alslev Gymnastikforening er der fokus på breddeidrætten. Tanken er, at det skal være muligt for alle at kunne gå til en aktivitet, og kigger man programmet igennem, er der da også noget for enhver smag.
Programmet for sæson 2022/2023 består af velkendte hold, og så er der et par tilføjelser efter Storstrømmen-Kippinge Idrætsforening for nylig har nedlagt sig selv. To hold derfra fortsætter i NAG-regi, men træner i Nørre Vedby Hallen.
- Vi har et kæmpestort program. Vi er meget stolte af det, og vi oplever stor opbakning til alle vores hold, smiler Sara Skov Bondehøj, som glæder sig til at komme i gang med et - forhåbentligt - coronafrit træningsår.
Hele programmet kan findes på na-gym.dk
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker