Idræt om dagen begynder indendørssæsonen

Idræt om dagen begynder deres indendørssæson 6. september. Arkivfoto: Anders Knudsen

Vinteraktiviteterne går i gang i Nordfalsters Idræts- og Kulturcenter.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRRE ALSLEV: Tirsdag 6. september går det igen løs med idræt om dagen fra klokken 13.30-15.30 i Nordfalsters Idræts- og Kulturcenter.

Træningen begynder med en fælles opvarmning ledet af Grethe Roug og Lene Garder. De bliver ligesom tidligere år ind imellem assisteret af tidligere lærer på Nørre Alslev skole Leif Jensen.

Efter opvarmningen går man til forskellige aktiviteter, lette styrke- og smidighedsøvelser, bowls, tæppecurling, badminton, bordtennis, skumtennis, volleyball, riffelskydning (koster 25 kroner pr. gang) eller dart.

En flok hjælpere er klar til at tage imod på aktiviteterne. Når kroppen har været i gang mødes alle til socialt samvær enten med sang og et kort indlæg eller blot kaffe og kage.

De udendørs aktiviteter fortsætter så vidt vejret tillader det.

Petanque hver mandag klokken 10-12, udendørs bowls hver onsdag klokken 10-12. Krolfen holder flyttedag, så efter 6. september spilles der krolf om torsdagen fra klokken 13.30-15.30.