Imagine Clay fortsætter på gågaden

Chanell Wexøe fortsætter med at drive sin butik på gågaden i Nykøbing. Arkivfoto: Lise Ravnkilde

Havde egentlig sagt stop, men fortsætter alligevel.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Indehaver af Imagine Clay Chanell Wexøe havde egentlig kastet håndklædet i ringen og meldt ud på Facebook, at hun ville lukke butikken med udgangen af oktober.

Hun gik i panik over den dårlige økonomi med stigende udgifter til blandt andet el. Det er dyrt at have to ovne til brænding af ler og porcelæn.

Men så besindede hun sig.

- Jeg vil forsøge at fortsætte, så lang tid jeg overhovedet kan, siger hun.

Og det er i hvert fald fem måneder endnu. Hun havde ellers frygtet at måtte lukke forretningen på dens et års fødselsdag, nu får hun alligevel mulighed for at fejre fødselsdagen.

- Men det bliver med mindre åbningstider, slår hun fast.

Fremover vil der kun være åbent torsdag-fredag og lørdag fra klokken 12-17, og så eventuelt efter aftale.

Chanell Wexøe håber at finde sig et deltidsjob, så hun kan tjene penge til sig selv.

Hun kan mærke, at mange tænker, "nej, ikke bruge penge", det gør hun også selv. Men hun håber på, at der alligevel vil komme omsætning i butikken.

- Måske vil folk lave deres egen julepynt og julegaver, eller måske fejre fødselsdag eller polterabend med at lave ler sammen, siger hun.

Efter udmeldingen oplevede hun, at folk med gavekort blev nervøse.

- Men bare rolig, alle kan nå at indløse deres gavekort, slår hun fast.

Faktisk tænker hun at sætte nye gavekort på spil i en konkurrence i efterårsferien.

- Hvis folk kommer og laver lerting i efterårsferien, vil jeg lægge dem op på Facebook og så vinder de to, der får flest stemmer et gavekort, forklarer Chanell Wexøe.