International kunst i Kettinge

Heike Arndt har haft galleriet i Kettinge i mere end 30 år. Lige nu byder galleriet på sommerudstilling med masser af internationale værker. Foto: Andreas Johansen

Heike Arndt har gjort galleriet i Kettinge klar til sommeren med kunst fra hele verden.

Offentliggjort Sidst opdateret

KETTINGE: International kunst i en afslappet atmosfære.

Det er hvad Galleri Heike Arndt i Kettinge byder på i årets sommerudstilling.

- Vi har udvalgt nogle af de kunstnere til udstillingen, som vi har arbejdet sammen med de senere år, og der er masser af originalværker med. Der er et meget stort spektrum i værkerne, og derfor har vi også et meget bredt publikum i galleriet, fortæller Heike Arndt, der har haft galleriet i Kettinge i mere end 30 år, ligesom hun også har et galleri i Tysklands hovedstad, Berlin.

Sommerudstillingen byder på en lang række forskellige typer af værker. Oliemalerier, grafik, keramik, porcelæn og bronzeskulpturer er blot noget af det, som kan opleves på sommerudstillingen, som løber frem til 30. september, hvor værkerne vil blive udskiftet løbende gennem perioden.

De kunstnere, der er en del af Galleri Heike Arndt, er blevet særligt udvalgt, og der er både kendte og nye kunstnere i blandt.

- Vi tager ikke noget ind, der ikke er godt nok. De skal være dygtige, og så kommer de igennem, fortæller Heike Arndt, der udover at være galleriejer også selv kunstner, og derfor ved hun, hvad det kræver at levere god kunst.

- Det udvalg, vi har, findes ikke nogen andre steder. Vi er noget særligt. Vi skal ikke være et fint sted, vi skal være et godt sted, siger Heike Arndt.

Sommerudstillingen indeholder i år et særligt tiltag. Galleriet står bag en støttekampagne til fordel for en gruppe ukrainske kunstnere. Dels kan man købe deres egne værker, dels har en række andre kunstnere doneret værker, hvor overskuddet fra salget går til at støtte de ukrainske kunstnere.

I sommerperioden frem til 14. august har galleriet åbent onsdag til søndag klokken 11-16.