Kvindenetværk samlede ind til Dansk Folkehjælp

Bestyrelsesmedlem hos QLF Tanya von Rosen viste gaverne frem, mens der blev budt, stående til venstre, bestyrelsesmedlem Dea Cordt Kragh, der noterede buddene. Foto: Lise Ravnkilde

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Sidste onsdag havde kvindenetværket QLF reserveret deres månedlige netværksbar til at samle penge ind til Dansk Folkehjælps julehjælp.

25 kvinder deltog og deltagerne betalte som sædvanlig for middagen, blot med den forskel, at alle pengene gik til indsamlingen. Al mad og drikke var nemlig doneret af mange forskellige lokale virksomheder.

- Det blev en anderledes menu, med både smørrebrød, salater, sandwich og cottagepie på buffeten på en gang, fortæller en af arrangørerne Anne-Lise Becker.

Udover mad og drikke havde QLF også fået adskillige gaver fra lokale forretninger, lige fra brætspil til vin og cremer.

Og så havde nogle af deltagerne selv købt flere ting. Alle gaver samt overskydende mad og drikke blev efter middagen sat på auktion.

- Vi endte på 17.945 kroner, vi rundede op til 18.000. Det er ret flot, når vi ikke var så mange, fortæller Anne-Lise Becker.

Torsdag fik indsamlingen endnu et bidrag. En lokal virksomhed donerede 15.000 kroner, så det endte med, at QLF kunne overrække 33.000 kroner til Dansk Folkehjælps julehjælp på Lolland-Falster.

Inden middagen fortalte konstitueret generalsekretær for Dansk Folkehjælp Peder Thorning om organisationen, blandt andet at der i år er udsendt mere end 10.000 julehjælpepakker til familier i hele Danmark.