Lad os håbe på en "finale" tirsdag mod Viborg

En af de spillere NFH naturligt nok sætter sin lid til på tirsdag er den stærke stregspiller Nikita van der Vliet. FOTO Ingrid Riis. .

Der er lagt op til endnu et nervepirrende opgør mod Viborg i Spar Nord Arena, hvor NFH kan sikre sig en billet til medaljekampene.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Efter nervepirrende 60 minutter hentede NFH's ligakvinder i fredags den livsvigtige sejr over Aarhus United på udebane. Det skete med mindst mulige margen, nemlig 27-26.

Dermed er der lagt op til det helt store opgør i aften mod Viborg i Spar Nord Arena, hvor der står en billet til den ene DM-semifinale mod Team Esbjerg på spil.

NFH har i indeværende sæson spillet rigtig mange kampe mod Viborg HK - i grundspillet, European League, Santander Cup og i det første opgør i slutspilspuljen - i midten af april. Her blev det til et nederlag i det jyske på 25-24. Et meget ærgerligt nederlag, der forhåbentligt ikke bliver udslagsgivende, når boet bliver gjort op efter den sidste runde onsdag 17. maj. Her møder Viborg hjemme Aarhus United, mens NFH har en noget vanskeligere opgave, nemlig puljens duks, Odense Håndbold, på udebane.

Med andre ord så skal NFH formentligt besejre Viborg i aften. Så, NFH har brug for al den opbakning holdet overhovedet kan få. Og kender vi "den gule mur" på den ene langside ret, vil holdet helt sikkert blive båret frem!

For øvrigt så er NFH videre i Santander Cup efter en sejr på hele 40-18 (19-6) i sidste uge på udebane mod i Ølstykke mod HØJ, der netop har sikret sig oprykning til 1. division.