Livreddere 20-års fødselsdag
I 2019 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 67.480 indsatser, hvoraf de 12 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare. Foto: TrygFonden
Trygfonden
Det er 20 år siden, at TrygFonden Kystlivrednings velkendte rød-hvide livreddertårn blev indviet på stranden.
MARIELYST I fredags åbnede TrygFondens specialuddannede kystlivreddere livreddertårnet på Marielyst Strand, og frem til 19. august vil livredderne holde øje med strandgæsterne hver dag mellem klokken 10 og 18. I år er det 20 år siden, at livreddertårnet blev indviet på stranden, og TrygFonden Kystlivredning har været glade for at passe på badegæsterne igennem årene.
- Vi har altid haft et godt samarbejde med kommunen om livredderordningen, og jeg ved, at vores specialuddannede kystlivreddere har haft mange gode timer med de lokale strandgæster og turisterne. De år, vi har været med til at gøre stranden mere tryg, har været en stor fornøjelse, siger René Højer, programchef i TrygFonden.
På stranden gælder det som alle andre steder, at man skal holde god afstand til hinanden. Derfor er livredderne blevet trænet i at tage de rette forholdsregler, ligesom livreddertårnet er forsynet med det nødvendige udstyr, som livredderne får brug for, når de skal træde til med hjælp til badegæsterne.
Som vanligt er livredderne klar med alt fra gode råd om revlehuller til fralandsvind, og de har førstehjælpsudstyret parat til både mindre behandlinger og redningsaktioner, hvor personer er i livsfare.
- Vi håber, at vejret er med os, så alle, der nyder sommeren i Danmark i år, kan komme ud og opleve de danske strande, når de er bedst. I Danmark er vi omgivet af vand, og det betyder, at det er vigtigt at lære at svømme og begå sig sikkert i vandet og kunne træde til, hvis andre har brug for hjælp. Hvis man endnu ikke kan svømme eller har børn, der skal til at lære det, er det oplagt også at bruge strandturene til at øve sig, siger René Højer, programchef i TrygFonden, og fortsætter:
- Livredderne er en ekstra sikkerhed på strandene, for uanset hvor rutineret en svømmer man er, kan man komme i vanskeligheder. Derfor bruger livredderne også størstedelen af deres tid på forebyggende indsatser, som både handler om at tale med badegæsterne og give gode råd og om at gribe ind, hvis de ser, at noget potentielt kan udvikle sig til en farlig situation.
I 2019 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 67.480 indsatser, hvoraf de 12 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.
ksa
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker