Lokalafdeling af Ældre Sagen er lukningstruet

Karen Fiehn (til venstre) går af som formand, mens Mona Hansen fortsætter som næstformand. Foto: Flemming Keith Karlsen/arkiv

Hvis ikke der findes en ny formand, nedlægges Ældre Sagens afdeling i Stubbekøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING Ældre Sagen i Stubbekøbing mangler frivillige over en bred front.

Generelt kan der bruges flere hænder til for eksempel servering af mad, når foreningen inviterer lokale ældre til spisning seks gange årligt, der søges en webmaster, og også i bestyrelsen er der behov for flere.

En suppleant, et bestyrelsesmedlem og en formand er på afgående formand Karen Fiehns ønskeliste, og især sidstnævnte er presserende.

- Jeg har netop været inde til dialog med ledelsen, og konsekvensen, hvis der ikke findes en ny formand, er, at afdelingen risikerer at blive nedlagt. Der skal være en formand, siger hun, der ikke håber, at det sker:

- Det ville være synd, for vi har fået så meget op at stå. Sidste år startede vi med petanque, året før med krolf, og vi har masser af spisning og ture. I efteråret havde vi en tur med nogle af de gamle enlige, hvor vi tog til Bøgeskov, og folk var jublende glade, så vi laver en tur mere her i foråret.

Karen Fiehn fortæller, at det altid har været svært at finde frivillige, men det er mere akut denne gang, da tre fra bestyrelsen går fra samtidig på grund af sygdom og alder. Også næstformand Bente Vivi går fra, men da der er to næstformænd - Mona Hansen er den anden - er der ikke behov for en erstatning.

Der er blevet spurgt bredt, om der var nogen, der ville være ny formand, men hidtil har der ikke været bid.

Findes der ikke en løsning, forestiller Karen Fiehn sig, at foreningen lægges ind under afdelingerne i Nykøbing-Sydfalster eller Nørre Alslev, men den "vil hellere være sig egen".

Er man interesseret i at høre nærmere til en rolle i foreningen, kan man kontakte Karen Fiehn på 2181 3368 eller mail karenfiehn@gmail.com