Løkken strammer sig om NFC's hals

I morgen skal holdet til Hillerød.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Da grundspillet i NordicBet Ligaen blev fløjtet i gang sommeren i fjor, var mange overbevist om, at oprykkerne fra Hillerøds ophold i landets næstbedste række kun ville blive af en sæsons varighed. Og selvom nordsjællænderne er med i nedrykningsspillet - ligesom NFC - tyder intet dog pt. på, at Hillerød må tage billetten retur til 2. division. Holdet har overrasket og ligger nummer ét med god afstand til de øvrige fem hold i nedrykningsspillet.

Netop Hillerød er i morgen NFC's  kommende modstander klokken 14 på Hillerød Stadion. Selv om hjemmeholdet endnu ikke er reddet, så er det altså NFC, der har langt mest at spille for - ikke mindst efter det unødvendige og utilgivelige nederlag i lørdags hjemme mod HB Køge, hvor NFC førte med 3-1 et kvarter før tid og så kollapsede. Nedrykningen truer mere end gevaldigt og der skal mange point til, hvis håbet om NordicBet Liga-fodbold efter sommerferien skal være en realistisk mulighed.

Meget gerne tre af slagsen på lørdag i Hillerød!