Med på Black Friday for første gang

Det første stop for en jakke, der skal renses, er pletstationen, hvor Vagn Andersen efter at have taget et grundigt kig tager stilling til hvilken af de små, farvede plasticflasker, der står på hylden, han skal tage i brug for at fjerne pletten. Foto: Susanne Lose

Renseri holder også længe åbent.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det ligger måske ikke lige til højrebenet, at et renseri går med på Black Friday-bølgen. Men det er ikke desto mindre, hvad Vagn Andersen, der har renseriet SR Lagoon på Østerbrogade, har besluttet sig til. Han har nemlig mærket, at der i den senere tid er blevet lidt længere mellem strøgkunderne.

- Nu kan jeg godt mærke, at kunderne holder lidt igen, siger Vagn Andersen.

Han har to møntvaskerier i Nykøbing, og han overtog renseriet på Østerbro 1. januar i år, efter han havde konstateret en stor efterspørgsel i sin andre forretninger, da renseriet med de tidligere ejere måtte lukke.

- Jeg har haft møntvaskeriet ved H.P. Jensensgade i 10 år, hvor folk også kan levere tøj ind til rensning.

Foruden møntvaskerierne i Nykøbing, servicerer hans firma 200 andre af slagsen over hele Danmark med sæbe og lignende, og han har også et måttevaskeri, så hans virksomhed er spredt på flere områder, dog alle indenfor vask og rens. Her er de fleste faste kunder, hvor han på Østerbrogade har mange kunder, der kommer ind fra gaden.

- Jeg tænkte lidt over, hvad jeg kunne lave af tilbud, og det blev til rens af et jakkesæt for 175 kroner. Lige nu skal mange jakkesæt tages i brug til julefrokoster, jul og nytår, forklarer han.

Det er ikke kun på det faldende antal af strøgkunder, han kan mærke, at der er krise lige i øjeblikket. Det mærker han i den grad på pengepungen, når der skal fyldes olie på tanken til renseriet.

- Da jeg fyldte olie på første gang her på stedet, kostede den 7.000 kroner for 1.000 liter. I dag skal jeg betale 18.000 kroner, og jeg bruger 1.000 liter om måneden. Så det er ikke lige nu, jeg tjener penge, konstaterer Vagn Andersen.

Han fortæller, at han har reguleret sine priser, men ser lige nu ingen mulighed for at give dem et nøk mere. - Vi har mange ældre, der får vasket deres tøj, og det er nok dem, som mærker de høje priser mest. Så jeg kan simpelthen ikke sætte priserne yderligere op. Men jeg tror nu ikke, at det går så galt, at vi bliver nødt til at lukke. Vi har heldigvis mange strenge at spille på, lyder det fra en trods alt optimistisk Vagn Andersen.

Foruden jakkesæt-tilbuddet holder vaskeriet også ekstraordinært åbent til klokken 18 på fredag 25. november.