Mødrehjælpen har fået flere kunder

Mødrehjælpens butik bugner af varer, som alle er i orden. Fra venstre er det Gitte Hesselberg og Jytte Harting. Foto: Susanne Lose

Omsætning i Nykøbing er steget med 50 procent i løbet af det seneste halve år.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Hos Mødrehjælpen er man begyndt at mærke følgerne af krig i Ukraine, inflation og energikrise. Der kommer mange flere kunder i forretningen, som ligger i Slotsgade, og omsætningen er steget med i hvert fald 50 procent, siden krigen brød ud.

- En anden ting, som jeg har bemærket, er, at der kommer en anden type kunder, fortæller Gitte Hesselberg, der er bestyrelsesmedlem i den lokale afdeling af Mødrehjælpen.

Bedsteforældre og unge, der går ind for genbrug, er hyppige kunder i butikken, som bugner med varer.

- Vi har nemlig også fået rigtig mange ting ind, så arbejdsdagene har været noget længere end normalt, siger Gitte Hesselberg.

Lego samles derhjemme

Det er kendetegnende for Mødrehjælpen, at alle de varer, der bliver sat til salg, er i orden.

- De donationer, vi får, må ikke være i stykker, lyder det fra Jytte Harting, der er butiksansvarlig.

Der kommer meget Lego til forretningen. Noget er samlet, men meget kommer stykvis. Dem tager Jytte Harting med hjem, og så sidder hun og nørder med diverse figurer. Mangler der en del, går hun til sit reservedelslager og leder efter den manglende klods. Mangler der for meget, kan hun godt finde på at ændre på figuren, så den alligevel kan bruges.

Jytte Hartig er Mødrehjælpens Lego-ekspert, og hun har indrettet et specielt Lego-skab. Foto: Susanne Lose

Mange aktiviteter i gang

Den øgede omsætning betyder, at Mødrehjælpen kan hjælpe endnu flere i nød og tilbyde endnu flere aktiviteter.

- Vi er i kontakt med omkring 200 familier, som vi inviterer. Vi lægger også aktiviteterne op på Facebook for at få kontakt til endnu flere, fortæller Jytte Harting.

Af aktiviteter kan nævnes en tur i Tivoli, til Øens Dyr, Cirkusland og på tipitur. Hver gang sendes der en busfuld afsted med plads til 50 personer.

Julen i vente

I den kommende tid er der fokus på julen, hvor man lokalt har Ønsketræet i Kvickly fyldt med røde hjerter og ønsker fra børn.

- På et hjerte kan der for eksempel stå: Dreng fem år ønsker sig en kranbil. På hjertet står der ikke, hvad drengen hedder.

- Men det ved vi jo selvfølgelig og har en liste, som vi går ud fra, når vi uddeler gaverne, siger Gitte Hesselberg.

Afdelingen i Nykøbing samler også nissehuer ind, som sælges for 100 kroner. Her går omsætningen til julegaver. Mødrehjælpen uddeler også julehjælp, men det foregår på landsplan.

- Men hvis man har brug for det, hjælper vi gerne med ansøgningen, siger Jytte Harting.

Butikken sælger tøj, legetøj, bøger og andet til børn. Af pladshensyn har man har været nødt til at sætte en grænse på tøjstørrelse til 128 centimeter.