René Kjær er kongen på NFT

Marilyn sikrede konstellationen Lillian Uglebjerg/René Kjær deres anden sejr. Foto: Danny Stenbæk

Ingen kan tilsyneladende vælte træneren af pinden i kampen om championatet på NFT.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Han startede på Nysted Efterskole, men fik smagen for travløb og gik i lære hos stortræneren Harald Lund på NFT, og siden er det gået stærkt for en meget succesrig René Kjær, der flyttede til Fyn for nogle år siden. Dermed er hans mange køreture til danske baner mere centralt placeret, og hver eneste sæson er han med helt fremme i den danske kuskeliga og nærmest sikker på championatet på NFT.

Sidste løbsdag vandt han med Zodiacale og Marilyn, begge trænet af jyske Lillian Uglebjerg og med kun seks løbsdage på kalendere på NFT er løbet formentlig kørt med hensyn til et nyt championat til René Kjær. Han er ikke kun dygtig i en sulky, men foran mikrofonen forstår han at sætte friske ord på løbene.

Træner Henrik Thomsen viste et par stærke ungeheste frem, og både Holyfield og Hannibal Ice gik til tops efter kraftpræstioner.

Ingen af de førende i kampen om 10.000 kroner til ”Årets Hest 2022” kom først over målstregen, og det betyder, at stillingen stadig er lige med fire æresrunder til Getafe, Staro Next Move (der vandt i 2021) og Hattrick diDamgård.

Måske afgøres det hele først på sidste løbsdag i 2022, når startvognen sender felterne afsted lørdag 10. december.