Så er der ikke råd til flere fejltrin
For Sofie Olsen og de øvrige NFH'ere skal formentligt hente samtlige otte point i de sidste fire kampe for at komme i betragtning til slutspillet. Foto: Flemming Keith Karlsen
Flemming Keith Karlsen
NFH skal vinde sine resterende kampe og samtidig håbe på, at Randers og/eller Aarhus snubler flere gange.
I sidste uge skrev vi udførlig om spændingen i kvindernes håndboldliga, HTH Ligaen, og ikke mindst NFH's muligheder for at kile sig ind i top 8 og dermed få en plads i DM-slutspillet.
Trænerduoen, cheftræner Jakob Larsen og assistenttræner Kenneth "Salle" Sahlholdt samt spillernes drøm om at komme med i det fornemme selskab fik et gevaldig skud for boven forrige fredag, hvor det meget overraskende ikke lykkedes at besejre de undertippede nedrykningskandidater fra Skanderborg - til trods for fordelen af hjemmebane og støtten fra mere end 1.300 tilskuere i Lånlet Arena.
NFH fik kun i glimt spillet til at svinge, nemlig da de gule (for en gang skyld) bragte sig foran i det vigtige opgør med henholdsvis 23-22 og 24-23 og faktisk havde muligheden for at øge til 25-23, hvilket dog missede for Kristina "Mulle" Kristiansen. I stedet tog gæsteren over og det var helt vildt, at det ikke lykkedes østjyderne at køre sejren hjem, da man førte med 24-26 ganske kort før tid. På en vanvittig slutspurt lykkedes det NFH at udligne til 26-26 og trods alt hente det ene point. Fortjent eller ej, det er ligegyldigt nu.
En helt anderledes engageret indsats lagde pigerne for dagen tre dage senere, nemlig mandag i sidste uge, hvor modstanderen var en af guldaspiranterne, nemlig Odense på udebane.
Den forbedrede indsats i Odense Idrætshal for øjnene af 2.143 tilskuere var dog ikke til at fravriste favoritterne point. Fynboerne sejrede 29-23, men NFH var for alvor med til stillingen 18-17. Her satte det stjernebesatte Odense-mandskab med fodrappe Mia Højlund og Horbelev-pigen, målvogter Althea Reinhardt, i spidsen, turboen på og vandt fortjent.
I onsdags fik NFH så en hjælpende hånd fra Team Esbjerg, der besejrede Randers HK. Dermed er randrusianerne, der pt. indtager den eftertragtede 8. plads "kun" tre point foran NFH med fire kampe tilbage.
I skrivende stund er der hele fire point op Aarhus United på 7. pladsen. Og Aarhus havde ovenikøbet en kamp i hånden, nemlig mod Silkeborg/Voel, som blev spillet i fredags efter redaktionens slut.
Der er altså rigtig meget der peger på, at NFH skal gøre rent bord med lutter sejre i de sidste fire kampe. Den første SKAL komme i hus på onsdag klokken 19.30, hvor Horsens kommer på besøg i Lånlet Arena. Her kan man så måske komme tættere på Randers, der har en meget vanskelig opgave i Viborg to dage forinden, nemlig mandag.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde