Swingende Dixieland

Rose Room Dixie indtager fredag scenen på Torvet. Foto: PR

Torvejazz med Rose Room Dixie.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Torvejazzen i Nykøbing kører på højtryk - på fredag klokken 15.30 venter sommerens fjerde arrangement.

Denne gang har arrangørerne fra Brandmuseet allieret sig med det herlige band Rose Room Dixie, der spiller saftig, swingende Dixieland, der i høj grad - og til publikums store tilfredshed - altid kommer ud over scenekanten.

Orkestret er et uhøjtideligt og humørfyldt dansk band bestående af seks garvede musikere, der alle har dybe rødder i den danske jazzscene. Medlemmerne har tidligere spillet i kendte orkestre.

Bandleader på cornet og flygelhorn er Henning Bendixen. Han har gennem tiden spillet i Papa Bennys Jazzband og akkompagneret adskillige store solister som Grethe Ingmann, Lone Kellerman, Niels Henning Ørsted Pedersen og Bent Jædig. Han modtog Holbæk Jazzpris i 2006.