"Traktor" før mor og far

Hans Vilhelm Bjerre har selv taget plads i den smukke gamle Overland fra 1921, som kan opleves i efterårsferien på Danmarks Traktormuseum. Foto: Hanne Gaard Guldager

Oplev både en helt særlig veteranbil og tag traktorkørekort på Danmarks Traktormuseum i efterårsferien.

Offentliggjort Sidst opdateret

ESKILSTRUP: For alle, der elsker traktorer og motorer, er Danmarks Traktormuseum et mekka. Lige omkring 130 af museets 240 traktorer er i øjeblikket udstillet på de tre etager, mens kælderen er fyldt med motorer. Så der er nok at gå på opdagelse i.

- Vi har tit nogle små nogen, der nærmest ikke kan tale endnu. Men de kan sige traktor og John Deere - også før de kan sige mor og far, fortæller formanden for museet, Hans Vilhelm Bjerre, med et smil.

Er man til gamle traktorer og motorer er museet det helt rigtige sted at lægge vejen forbi i efterårsferien. Det er sidste chance i år, inden der lukkes for sæsonen mandag 24. oktober.

Et godt drøn og en flot bil

Museet har flere forskellige aktiviteter på programmet for de besøgende. Man kan løse små opgaver og være med i konkurrencer, og så kan man også erhverve sig et traktorkørekort, hvis man kan styre de drilske  pedaltraktorer.

Hver dag klokken 11 og 14 er mulighed for at høre et godt drøn, når der er motorstart på museet.

Og så er der i år også en helt særlig mulighed.

For lige når man kommer ind i museets udstillingshal, kan man opleve en meget smuk grøn Overland-bil årgang 1921, som er særligt udlånt af Bogø-Smeden, Leif Nowicki. Tager man lige fat i personalet, kan man også få lov at komme ind og sidde i den, fortæller Hans Vilhelm Bjerre.

- Bogø-Smeden låner os en ny ting hvert år i efterårsferien, og i år er det denne flotte bil. Det er vi meget glade for.

En tur tilbage i tiden

Netop det, at man må prøve tingene, er vigtigt for museet, understreger museumsformanden. Det skal være et museum, hvor man kan opleve med både øjne og krop.

- Hos os må man gerne kravle op på alle traktorerne og prøve at sidde på dem. Det kan de godt holde til, siger Hans Vilhelm Bjerre.

Til ære for fotografen er formand Hans Vilhelm Bjerre kravlet op på en af museets store og flotte eksemplarer. Foto: Hanne Gaard Guldager

Han fortæller også, at man gerne har villet vise historierne bag traktorerne, så derfor er der skilte, der blandt andet fortæller, hvor traktoren kommer fra.

Det er ofte bedsteforældre, der tager turen til museet sammen med børnebørnene - og så får de lige en tur tilbage i tiden, når de kommer på besøg.

- Det er som regel sådan, at bedsteforældrene søger hen mod de traktorer, de kender og viser dem frem for børnebørnene. Og når det så er forældrene, der kommer, så tager de børnene med hen til en bestemt traktor og fortæller, at sådan en traktor havde bedsteforældrene. Først derefter kigger de på de andre traktorer, smiler Hans Vilhelm Bjerre.

Skruer og pudser

Den del af samlingen i Eskilstrup, der ikke udstilles aktuelt, holder på magasin. Udstillingen på traktormuseet skiftes så en gang imellem, så gæsterne dels kan opleve de andre traktorer, og dels så udstillingen holdes levende.

Det er frivillige kræfter, der holder museet i gang. Blandt andet mødes godt 20 frivillige hver mandag formiddag og skruer, reparerer og pudser på de gamle traktorer.

- Vi har det utrolig sjovt sammen, når vi går her og reparerer på traktorerne, siger Hans Vilhelm Bjerre.

Udover traktorsamlingen, hvor det altså kun er en del af dem, der er plads til af gangen i den gamle bygning på Nørregade i Eskilstrup, udgøres samlingen også af omkring 100 motorer. Desuden har museet en bogsamling af instruktions- og reparationsbøger samt reservedelskataloger.

Det hele kan opleves i efterårsferien, hvor museet har åbent alle dage klokken 10-16.