139 eftertragtede pakker

Marianne Sørensen, Mads Christensen og Lene Petersen pakkede på få timer de 139 julepakker. Foto: Lisbet Rasmussen

Omkring en uge før jul pakkede Dansk Folkehjælp 139 julepakker til familier, som havde søgt og var blevet godkendt til at modtage julehjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Lene, Marianne og Mads knoklede på loftet over Meny med at få pakket de mange pakker med julehjælp, som Dansk Folkehjælp i år har haft mulighed for at donere til 139 trængte familier i Lolland Kommune.

Alt til en god juleaften blev nænsomt pakket ned - fra kartofler og ris over frugt og godter til sodavand og servietter.

Alt det blev pakket 16. december, så det var klar.

Dagen efter, torsdag 17. december, blev pakkerne suppleret med sild, laks, fløde, mælk, and og flæskesteg. Og så blev pakkerne med alt til en traditionel familiejuleaften udleveret.

Flotte donationer

I år har 256 familier søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp.

Ud af dem er 139 familier blevet godkendt til at modtage julehjælpen, som består af en pakke med alt til den traditionelle juleaften samt et gavekort på 1.000 kroner, som kan bruges online på sites godkent af Dansk Folkehjælp.

Julepakkerne er bl. a. finansieret af donationer fra Meny i Nakskov på 25.000 kroner, 25.000 kroner fra Meny i Maribo, 10.000 kroner fra Lions Club Nakskov og 5.000 kroner fra 3F Lolland.

lis