Ægteskabsdrama i byen

Det ultimative trekantsdrama opføres nu i Maribo. Foto: Pressefoto

Dødsdansen er verdensdrammatikkens ultimative ægteskabsdrama og kan i de kommende dage opleves på teatret i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden Strindberg skrev Dødsdansen i 1901, har stykket været spillet utallige gange i hele verden og senest for to år siden med stor succes i Stockholm. Strindberg skrev sit drama ud af selvhad, fortvivelse og raseri mod kvindekønnet, men ikke uden selvironi og morbid humor.

Edgar og Alice bor isoleret ved havet og står overfor at fejre deres sølvbryllup. Ægteskabet er stormomsust, solskin har der ikke været meget af igennem årerne, men masser af uvejr og tordenskyer. Jo mere de kan håne og genere hinanden jo bedre.

Edgar er militærmand og Alice skuespillerinde og ingen af dem har haft succes i deres karrierer eller held i pengesager. Dialogen imellem dem er båret af seksuel tiltrækning og frastødning, had og selvhad.

Ondskabsfuldhederne flyver imellem dem, ofte vittigt og med morbid humor.

Efter mange års fravær ankommer pludselig Alices fætter Kurt.

Alice kan ikke lade være med at indlede en livsfarlig flirt, og ægteskabsdramaet udvikler sig til et trekantsdrama. Se Pia Jondal som Alice, Waage Sandø som Edgar og Ole Lemmeke som Kurt. Iscenesat af Vibeke Wrede og spilles den 9.-13. oktober.