Aktiv ferie i hallen

Alle stande til det børnevenlige loppemarked i idrætscenteret har for længst været udsolgt. Arkivfoto: Nakskov Idrætscenter

Stor familiedag med børnevenligt loppemarked og fritidsmesse er nogle af de aktiviteter, Nakskov Idrætscenter inviterer til i uge 42, når skolebørnene har efterårsferie.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV:  Nakskov Idrætscenter har en travl og spændende kalender gennem hele uge 42 - skolernes efterårsferie.

Svømmecenteret har hele ugen åbent dagligt klokken 10-15.30, hvor der være mulighed for at hygge sig i de fire bassiner. Badedyret Hugo ligger klar til leg i vandet, og fra mandag til fredag er der også mulighed for en god og varm saunagus på udvalgte tidspunkter, som vil kunne se på www.nakskovic.dk og facebook.

Derudover er der morgensvømning for de morgenfriske mandag, onsdag og fredag klokken 06-08, og fredag morgen bydes der traditionen tro på morgenkaffe ved bassinkanten i varmtvandsbassinet. Torsdag aften er der det populære stillesvømning og saunagus i tidsrummet klokken 19-21.

Familiedag og fritidsmesse

Tirsdag 18. oktober er der dømt stor og sjov familiedag i Nakskov Idrætscenter. Der er som altid stort ”børnevenligt” loppemarked i centerets hal 1 klokken 11-14 med hele 72 stande.

I gymnastikcenteret vil der i samme tidsrum være ”sjov tirsdag” med gode muligheder for at boltre sig i det flotte gymnastikcenter, ligesom der vil være hoppeborg og trampoliner i hal 2.

Klokken 11-12 inviterer Nakskov Idrætsmærkeforening alle børn til sjov sjipning.

Som noget helt nyt i Nakskov Idrætscenter bydes der på ”Fritidsmessen”, som er en traditionsrig forbrugermesse, der har mere end 14 år på bagen i Vordingborg og Nykøbing Falster, og som nu for første gang afholdes i Nakskov og Nakskov Idrætscenter i dagene 22.-23. oktober.

Her vil der være alt inden for bolig, have, energi, fritid, familie og meget mere. Fritidsmessen er åbent både lørdag og søndag klokken 10-16, og der er gratis adgang. Mere info på www.fritidsmessen.dk