Atter genbrug i gågaden
En del fremtidige frivillige mødte op til opstartsmøde om Nakskovs nye genbrugsbutik. Foto: Mei Petersen
Mei Petersen
Samvirkende Menighedsplejer åbner snart genbrugsbutik i Nakskovs gågade.
NAKSKOV Endnu en genbrugsbutik, sukkede det i ens indre, da man for nylig så et opslag om, at Samvirkende Menighedsplejer inviterede til opstartsmøde om en ny genbrugsbutik på Nakskovs hovedstrøg.
Har vi ikke nok af den slags, kværnede den indre stemme videre, inden den blev afbrudt af Mei Petersen, konsulent for menighedsplejen på Lolland-Falster.
- Faktisk er der for tiden ingen genbrugsbutikker på gågaden i Nakskov, slår hun fast og fortæller så videre om, hvor velbesøgt mødet onsdag i sidste uge var, hvor emnet var etableringen af Kirkens Genbrug Nakskov.
Sådan hedder Samvirkende Menighedsplejers genbrugsbutikker, som der findes 17 af rundt om i landet. De nærmeste er Kirkens Genbrug Nykøbing F og Kirkens Genbrug Rudkøbing.
Kirkens Genbrug Nakskov forventes at slå dørene op for kunderne på adressen Søndergade 12 - tidligere hjemsted for blomsterbutikken Carpe Diem - i år.
- De mest optimistiske satser på midt i oktober, mens de mere forsigtige nøjes med at sige, at åbningen vil finde sted i løbet af i år, siger Mei Petersen med smil i stemmen.
Butikken på adressen Søndergade 12 bliver fyldt med tøj, sko, isenkram og mindre møbler, og i begyndelsen vil udvalget komme fra de andre af Samvirkende Menighedsplejes genbrugsbutikker rundt om i landet.
Er du interesseret i at donere ting til butikken eller som frivillig deltage i den daglige drift - enten i bagbutikken eller bag disken, er du mere end velkommen til at møde op til møde på Søndergade 12 torsdag 16. september klokken 13.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned