Bandholms nye købmand er vild med jobbet i byen

Tina Johansen nyder sit nye domæne, hvor hun selv styrer tingene. Foto: Daniel Brøns

Den 48-årige Tina Johansen skiftede de store supermarkeder ud med Bandholmtanken - og hun nyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når man i 25 år har arbejdet i lederstillinger i Lidl og Fakta med stramt styrede koncepter må det da være en drøm at bestyre en lille butik som Bandholmtanken, hvor man selv kan sætte sit præg på tingene.

Og for Tina Johansen er det blevet til mere end en drøm. Den 1. november blev hun ansat, og hun glæder sig hver eneste dag, når hun starter bilen i hjemmet i Sakskøbing og skal på job.

- Her kan jeg være den gammeldags købmand, der fornemmer, hvad kunderne ønsker sig. Og jeg kan da se, at omsætningen er blevet fordoblet, så helt forkert har jeg nok ikke gjort det, siger hun.

Større udvalg

For at tiltrække flere kunder har hun sat gang i bageriet i butikken, og det har vist sig at være meget populært. Desuden er der kommet større udvalg i pålæg og kød.

- Og så har jeg luget lidt ud i specialprodukter, som jeg kan se, at de lokale ikke efterspørger, og så skal jeg have fundet mit eget sortiment af vin i samarbejde med både lokale og store leverandører, siger købmanden, der også er begyndt at få flere ugeblade ind.

- Det læser folk flittigt, så det har været en god beslutning, siger hun og fortæller, at hun også har indført en skarpere arbejdsdeling med Hotel Bandholm, der ejer butikken.

- Vi har aftalt, at vi ikke laver gammeldags is og softice her, når man kan købe det nede ved hotellet. Så kan vi fokusere på resten af forretningen i stedet og måske sælge en ispind, siger købmanden, der i øvrigt kommer fra en købmandsfamilie, fordi hendes forældre havde en købmand ved travbanen i Nykøbing.

- Det var dengang jeg fik interessen, og nu kan man så sige, at jeg er vendt tilbage til rødderne.