Brøndbypiger starter butikker

Monica Larsen maler selv det meste af butikken - og er vant til at tage fat. Foto: Daniel Brøns

Inden for kort tid har Rødby gået fra at være en by uden tøjbutikker til at være en by med både en butik for damer og for mænd. Og begge indehavere kommer fra Brøndbyøster.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY Når man begge kommer fra samme skole i Brøndbyøster og begge er tilflyttere, der elsker at hygge omkring deres medborgere, hvad er så mere oplagt end at lave den samme type butik. Sådan tænkte 54-årige Monica Larsen, da hun for nylig talte med sin veninde Charlotte Klink om Charlottes nye dametøjs-butik Tallulah - og om, hvordan det er er skabe en forretning ud af ingenting midt i Østergade i Rødby. Og Monica blev hurtigt tændt på idéen om at skabe sin forretning - bare for herrer. Kort tid efter havde hun fået en god aftale om at leje butikken i Østergade 39D.

- Den er så stor, at der er rigelig plads til både mit planlagte sortiment og en udvidelse hen ad vejen, siger Monica Larsen, der selv står for istandsættelsen godt hjulpet af venner som Charlotte og netværket.

Butikkens navn bliver "Larsen", men inden navneskiltet kommer op, skal der males, lægges nye gulve og sættes inventar ind. Ligesom i butikken Tallulah, har Monica tænkt sig at indrette butikken rigtig hyggeligt med et hyggehjørne, så ægtepar eller venner kan få en sludder på shoppingturen, men derudover bliver butikken ganske traditionel.

Tøjet i butikken bliver i høj grad det, som Monica Larsen selv kan lide - og som hun tænker vil tiltale den typiske kunde fra Sydlolland.

- Selvom jeg ikke kan have alt i butikken, så vil jeg sørge for at det bliver stedet, hvor man kan skaffe alt, så ønsker en kunde sig et jakkesæt i særligt mærke, vil jeg se om jeg kan bestille det hjem.

Monica Larsen glæder sig over, at hun med butikken for alvor kan komme lidt tættere på Rødby, som hun flyttede til for et par år siden. Hun har allerede boet omkring 20 år på Lolland, blandt andet i Hunseby og Horslunde, så hun føler sig efterhånden som lollik og kender rigtigt mange i byen.

- Og alle siger, at der virkelig mangler en herretøjsforretning i byen, og det skal være den helt rigtige, siger hun og fortæller, at butikken åbner den 19. november. Herefter vil der være åbent hverdage fra klokken 13 til 18, om lørdagen dog fra 10 til 14. dbr