Byggedrømme på kollegiet

Forretningsfører Joan Skafte mellem bestyrelsesformand Thomas Østergaard (tv) og næstformand Lars Christiansen. Foto: Jan Knudsen

H.N. Andersen Kollegiet planlægger at udvide med mellem fem og otte tidssvarende boliger til unge under uddannelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV For 8-9 år siden havde man rystet opgivende på hovedet, hvis en politiker havde luftet en ide om at udvide H.N. Andersen Kollegiet på Violvej i Nakskov med indtil flere boliger i nybyggede bygninger.

Dengang kæmpede kollegiet blot for at overleve, og i perioder stod næsten 20 procent af de 75 værelser tomme.

Men den udvikling er vendt, og i dag er alle værelser lejet ud. Der er endda venteliste, og gennem de sidste år er der sket adskillige forbedringer både indenfor og omkring det flade gulstensbyggeri.

Ja, det går faktisk så godt, at man nu vil bygge til.

Fleksibelt byggeri

Planen er at udvide med fem til otte boliger, som skal opføres vest for de nuværende bygninger, hvor der i dag er græsplæne.

- Der er tale om byggeri, hvor den enkelte bolig let kan opdeles i to selvstændige værelser, så der eksempelvis kan bo et kærstepar i en stor bolig, der også kan adskilles i to selvstændige lejemål, der deler køkken og bad og fælles arealer, forklarer kollegiets bestyrelsesformand, Thomas Østergaard.

Krav om lærlinge

Tegningerne er udarbejdet af arkitektfirmaet H+ Arkitekter, som har en lokal afdeling på Axeltorv.

- Det er vigtigt for os, at alt omkring byggeriet kommer byen til gode. Derfor har vi valgt et lokalt arkitektfirma, og når byggeriet går i gang, vil vi lægge stor vægt på kun at bruge håndværkere og firmaer, der har lærlinge og elever, slår Thomas Østergaard fast.

Han peger på, at den væsentlige reduktion af almene boliger i Nakskov er medvirkende til den større interesse for at bo på H. N. Andersen Kollegiet.

Hvornår går byggeriet i gang?

I bedste fald i sommeren 2022. Og tiderne er så gunstige, at finansieringen er på plads. En rund million kommer den enkelte bolig til at koste.

- Huslejen kommer til at ligge på niveau med kollegiets øvrige boliger, siger forretningsfører Joan Skafte.

Kollegiets billigste værelser koster i dag 2.275 kroner inklusiv alt. Huslejen for de nye boliger vil komme til at ligge mellem 2.500 og 3.000 kroner - og altså det dobbelte for hele boligen til to personer.

Lige nu står der 11 unge uddannelsessøgende på ventelisten til at få en bolig på H.N. Andersen Kollegiet.