Byggemarkedsuddannelsen er et pletskud
Det er bestemt ikke ligemeget, hvad man vælger som værktøj. Mark Skov-Olesen har under sin uddannelse prøvet mange mærker, så han ved, hvad man bør investere i. Foto: Daniel Brøns
Daniel Brøns
Da Mark Skov-Olesen i en alder af 26 valgte at blive elev i Stark, havde han ikke tænkt, at det var så alsidigt. Han elsker jobbet, som hele tiden udvikler sig.
MARIBO: Alle med hus og have kender det: Man bliver aldrig færdig med at lære om byggeri, og sådan er det også, når man er professionel i et byggemarked som Stark i Maribo, hvor 28-årige Mark Skov-Olsen nu har arbejdet i to år som lærling med speciale i rådgivning om værktøj.
- Det er bestemt et område, hvor der er brug for meget rådgivning, for vælger man det forkerte værktøj, den forkerte skrue eller det forkerte beslag, så bliver opgaven pludselig meget sværere – eller måske helt umulig, fortæller Mark, der tidligere arbejdede i Ikea som køkkenrådgiver, som bestemt heller ikke var noget dårligt job.
- Men man nåede hurtigere til et punkt, hvor man kendte til alt, der var værd at lære. Sådan er det ikke i et byggemarked, hvor alle faktorer i et byggeri er i spil. Føler du, at du har godt styr på værktøj og beslag, så bør du måske grave dig mere ned i kemi og metoder i maleopgaver – eller tømmer, el, vvs og alt det andet, der hører til i et byggeri, fortæller den nyuddannede byggemarkedsmand, der godt kan anbefale uddannelsen, der varer to år – og omfatter seks skoleophold i Aarhus, hvor der er internat.
- Det er virkelig hyggeligt at bo i Aarhus, hvor mange fra branchen kommer i undervisningen og fortæller om deres produkter, forklarer Mark Skov-Olesen, der synes, at stemningen i Stark i Maribo er fantastisk.
- Det er en skøn arbejdsplads, der er tilpas lille til, at alle kan lære lidt om det hele. Og så er der fordomsfri og kærlig tone, som nok også er en af grundene til, at mange kan lide at handle her, siger Mark, der er opvokset i Ikast.
- Maribo minder på mange måder om Ikast. En by, hvor man kender hinanden, og det er meget, meget bedre end at bo i en stor by som København, hvor man godt kan føle sig kvalt af støj og de alt for mange mennesker, siger Mark Skov-Olesen, der i øvrigt fandt sin kæreste i København. Hun var fra Maribo, og så var det oplagt at søge lykken sydpå - og gerne med et fedt job.
- Og så har vi for resten købt hus også. Det er helt sikkert med til at gøre mig til en bedre rådgiver, fordi jeg så får prøvet flere af produkterne selv, siger han.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker