Concierto Copenhagen gæster domkirken

Concierto Copenhagen er klar med hele deres store orkester. Foto: Pressefoto

Et af Danmarks store orkestre gæster nu Maribo Domkirke, hvor de giver koncert.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Der venter publikum en særlig oplevelse i Maribo Domkirke, når der den 27. april klokken 19.30 er koncert i Maribo Domkirke med et af verdens mest spændende og innovative orkestre "Concerto Copenhagen" gæster kirken i et spændende samarbejde med Sankt Annæ Pigekor.

Koncerten byder på et meget kontrastfyldt program. Der vil blive spillet musik af Vivaldi samt helt nyskrevet musik af den herboende engelske komponist Nick Martin.

Det er ikke første gang Sankt Annæ Pigekor og det verdenskendte orkester samarbejder om barokmusik. De har i en årrække haft et samarbejde med udgangspunkt i barokmusik skrevet til unge, hjemløse kvinder i 1700-tallets Venedig, og ved denne koncert dykker de ned i Antonio Vivaldis “Dixit Dominus”.

Ligesom unge hjemløse kvinder i 1700-tallets Venedig fik en fremragende musikalsk uddannelse med læremestre som fx Vivaldi, er idéen om dannelse og læring også et vigtigt aspekt af dette projekt i forhold til at bygge bro og skabe læring på tværs af tre institutioner i dansk musikliv;. Ved koncerten medvirker ud over Concerto Copenhagen og Sankt Annæ Pigekor fra Sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium også studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Koncerten er arrangeret af Maribo Domsogn og Maribo Musikforening. Entré: 150 kr./80 kr. For medlemmer af Maribo Musikforening. Billetter sælges ved indgangen samt på place2book.com