Coronaforskrækkede tyve

Om indbrudstyvene er bange for at få Covid 19 ved indbruddet vides ikke. Men alle ved, at virus er derude. Foto: Daniel Brøns

Om indbrudstyvene er bange for corona vides ikke. Det vides heller ikke, om de ikke gider gå ud, når alle er i deres hjem. Men sikkert er det, at indbrudstallet på Lolland er raslet ned siden starten af corona-nedlukningen. Og det gælder både i private boliger og fritidshusene.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Fra den 1. marts til 19. april blev der i Lolland Kommune kun anmeldt 16 indbrud i private hjem. Det tyder på, at corona-epidemien måske har gjort det sværere at være indbrudstyv, idet flere af os er til stede i hjemmet. Til sammenligning var der sidste år i perioden fra 1. marts til 30. april hele 39 indbrud. Det meddeler Midt og Sydsjællands Politi til Ugeavisen, der har bedt om at få tallene.

Også sommerhuse

Og indbrudstyvene har ikke flyttet deres fokus til tomme sommerhuse. Her er tallene fra 1. marts til 19. april kun fire indbrud - mod ni indbrud i hele marts og april 2019.

Kim Brønnum, der er leder af afdelingen for lokal efterforskning hos politiet i Nakskov er noget overrasket over tallene:

Vi har i sagens natur ikke prøvet sådan en coronakrise før, så vi ved ikke helt, hvad man burde forvente - men det er da lidt overraskende for mange af os, at det er gået så meget ned - og egentlig først og fremmest positivt, siger afdelingslederen, der ikke tør gisne om, hvorvidt indbrudstyvene er skræmte af for mange hjemme, om de selv er hjemmegående - eller om de er bange for smitte. Han oplyser desuden, at kriminaliteten generelt er for nedadgående lige nu.

Man skal dog ikke regne med, at politiet dermed har meget bedre tid til arbejdet end tidligere, da der også er kommet masser af nye tilsynsopgaver i forbindelse med krisen.