Der er rift om haver med hus på

Marianne Dvinge nyder forårssolen i sin nyanskaffede have - her sammen med Kolonihaveforeningen 1919's formand Jørgen Jepsen. Foto: Lisbet Rasmussen

Haveforeningerne i Nakskov oplever øget interesse fra folk, som drømmer om en lille have - dog helst med et hus på.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Marianne Dvinge kører gerne fra Rødby, hvor hun bor, til Nakskov for at sysle i sin kolonihave i Kolonihaveforeningen 1919.

Det er omkring to måneder siden, at Marianne købte haven, som har både hus og drivhus anbragt på det omkring 360 kvadratmeter store jordstykke, en have i Haveforeningen 1919 typisk dækker.

- Jeg ville have en have med hus på. For når jeg bor helt i Rødby, er det nu rart at man kan komme indenfor også, fortæller Marianne. Hendes veninde har nabohaven, og forude venter en sommer med hyggeligt samvær og syslen rundt i haven, som allerede har været genstand for en voldsom oprydning.

Flere vil have haver

Jørgen Jepsen, formand i Kolonihaveforeningen 1919, fortæller, at der i år har været flere forespørgsler på haver.

- Lige nu har jeg fire henvendelser liggende, som endnu ikke er afklarede. Det er folk, som er interesserede i en have med hus på. Og det gælder faktisk de fleste, som henvender sig, fortæller Jørgen Jepsen og sukker. For Kolonihaveforeningen 1919 har nemlig pt 40 tomme haver - uden huse på.

Når man anskaffer sig en kolonihave, køber man det, der er på grunden af hus, drivhus og løsøre af den, der tidligere har haft haven. Prisen aftales typisk uden indblanding fra haveforeningen, som afkræver en årlig haveleje. I Kolonihaveforeningen 1919 er den årlige haveleje på 845 kroner inklusiv vandforbrug.

Marianne Dvinge måtte ryste op med 5.000 kroner for at overtage sin kolonihave. Men så var der som sagt også både hus og drivhus med.

Venter på det lune vejr

- Der er dagligt nogen, der ringer til mig og viser interesse for at få en have, helst med et lille hus på; men foreløbig er det blevet ved interessen. Det går fremad, lyder det fra John Andersen, formand for Arbejdernes Kolonihaver.

Samme tendens oplever formand Connie Andersen i Haveforeningen Birkely.

- Vi venter på det lune vejr. Så skal der nok komme gang i sagerne. Sådan var det også sidste år, siger hun.

I Kolonihaveforeningen Skandsen er der kun 6 tomme haver tilbage. For 4 år siden var situationen en helt anden med masser af tomme haver.