El Paso kan blive en skøn vinbar
Salgschef Brian Petersen (til venstre) og direktør Mogens Linderberg Larsen fra Nakskov-firmaet Modum var 3. juni 2020 i retten for at købe ejendommen Vejlegade 1 på tvangsauktion. Nu har de præsenteret kommunen for deres plan for en istandsættelse. Foto: David Arnholm
David Arnholm
Den nye ejer af Vejlegade 1 har præsenteret kommunen for ønske om at istandsætte bygningen. Tankerne er at få åbnet El Paso op igen. Ikke som et gammelt, traditionelt værtshus med billard og rygning, men måske som en form for øl- og vinbar. Planerne skal ses i sammenhæng med hele udviklingen af Axeltorv, som Realdania og A.P. Møller-fonden er inde over, og Nakskov 2030 tages også med på råd.
NAKSKOV Efter mange års forfald er der nu udsigt til bedre tider for Vejlegade 1 - det gamle Zone Nightclub og El Paso. På en tvangsauktion i juni blev ejendommen købt af Mogens Linderberg Larsen, der er direktør for Nakskov-virksomheden Modum, som producerer brandstiger.
Siden har Modum-folkene besigtiget ejendommen uden dog at bevæge sig op på førstesalen.
- Der er ingen tvivl om, at det kræver noget kærlighed og knofedt, for at det kan blive noget, der kan bruges igen, konstaterer salgschef Brian Petersen fra Modum.
Men Modum er klar med begge dele og penge oveni, og på et møde med kommunen mandag præsenterede Modum sine visioner for ejendommen for borgmesteren, teknisk direktør og Nakskov 2030. Her fortalte Modum, at det har entreret med H+Arkitekter, der skal give et bud på, hvordan bygningen kan sættes i stand.
- Vi har nogle idéer, som kræver kommunens godkendelse. Vi kunne godt tænke os at få åbnet El Paso op igen. Ikke som et gammelt, traditionelt værtshus med billard og rygning, men måske som en form for øl- og vinbar, fortæller Brian Petersen.
Han fortæller, at ønsket også er at rive det gamle Zone Nightclub ned for at skabe en gårdhave med træer og miljø, ligesom Modum gerne vil istandsætte de to lejligheder på førstesalen.
- Vi er med på, at det med at starte noget ny forretning i Nakskov ikke er supernemt, så dem, der måtte ønske at være restauratør eller at drifte vinbaren, kan måske få en god opstartsmulighed og kan måske bo ovenpå. Det er nogle af de tanker, vi har. Men det er kommunen, der i sidste ende bestemmer, hvad vi skal have lov til, siger Brian Petersen.
Han forklarer, at planerne også skal ses i sammenhæng med hele udviklingen af Axeltorv, som Realdania og A.P. Møller-fonden er inde over, hvorfor Nakskov 2030 også tages med på råd. Hvis det kan lade sig gøre, vil Modum også gerne bevare og istandsætte facaden ud mod Vejlegade, men det er også op til arkitekterne at vurdere, hvad der overhovedet kan bevares i den nedslidte bygning.
Måske vil fondene være med til at bidrage til istandsættelsen, men det er ikke afgørende, lader Brian Petersen forstå.
- Vi søger, hvis det er muligt, og kan vi få hjælp fra den front, vil vi gerne. Men kan vi ikke, er det for egen regning. Vi er måske nok lidt filantropiske på det område. Men den koncern, jeg repræsenterer, tjener gode penge på vores produktion, og vi er altid blevet godt behandlet af Lolland, så vi vil godt bidrage langsigtet. Vi er godt klar over, det ikke bliver noget, vi kommer til at tjene en masse penge på, men det må gerne gå i nul, siger han.
Brian Petersen understreger, at realiseringen af planen afhænger af kommunens accept, men at han har indtryk af, at der på mødet blev taget godt imod den. Det bliver dog nok først sidst på året, at arkitekterne har planen klar, så godkendelserne kan komme på plads.
- Der er mange forhold, man skal tage hensyn til. Men siger man ja til vores ønske, kan jeg godt forestille mig, at man går i gang umiddelbart efter jul, vurderer Brian Petersen.
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder