En smagfuld æbleoplevelse for familien

Søren Hjorth er også at træffe mellem træerne og giver gode tip om beskæring og dyrkning af frugttræer. Foto: Daniel Brøns

Lige uden for Maribo kan man tage på jagt efter sine yndlingsfrugter i plantagen hos Søren Hjorth, der har et utal af sorter på sine 8000 træer. Og man må gerne smage undervejs, inden man fylder posen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Hvorfor rejse langt væk, når mange efterårsoplevelser ligger lige uden for hoveddøren - og nogle af dem kan man oven i købet smage sammen med hele familien.

Det gælder blandt andet på Østre Landevej 123, hvor frugtavlere Søren Hjorth har skabt sit eget lille frugtparadis gennem en årrække. Han har været vild med frugt og grønt siden han som 12-årig selv plantede og høstede en halv tønde land med jordbær.

- Vi købte ejendommen her i 2003, og jeg gik straks i gang med at plante den til med frugttræer, og jeg tror ikke, at du finder en æblesort, som vi ikke her her, siger han og fremviser også nogle pæretræer.

- I hele oktober er der én eller flere arter, som er helt optimale. Nogle uger er det Cox Orange, andre uger er det Gråsten eller Elstar, der er bedst, siger han.

I år kan der måske være særlig god grund til at tage ud og finde de bedste frugter, for der er nemlig lidt færre frugter på træerne på grund af frosten i foråret.

- Men smagen fejler absolut ikke noget på dem, der er tilbage, og man kommer ikke til at gå forgæves, siger han og fortæller, at sæsonen slutter, når han tager "pluk-selv" skiltet ved vejen ned.

- Det bliver nok i slutningen af oktober, siger han og oplyser, at han i øvrigt altid tilbyder at gå med gæsterne rundt, når det er muligt.

- Hvis man vil have selskab og høre lidt om de mange sorter, beskæring af æbletræer og den slags, så er det nu, man har chancen, siger han og fortæller, at der er åbent 10-15 onsdag til lørdag. Prisen er otte kroner pr. kilo for det, der kommer i posen.