Fire filmperler i Søllested
"Skolen ved verdens ende" er en film fra Bhutan og slutter filmklubbens sæson 6.december. Foto: Camera Film
Øst for Paradis
Efterårssæsonen i Filmklubben i Søllested Bio står for døren og lokker med fire verdensfilm.
SØLLESTED: Filmklubben i Søllested Bio har ikke for vane at vise brede mainstreamfilm fra verdens førende filmlande - heller ikke her i efterårssæsonen, som byder på film fra Libanon, Bhutan, Tyrkiet og Italien.
Sæsonen begynder tirsdag 6. september med den libanesiske film "Costa Brava, Libanon", hvor vi møder den frisindede Badri-familie, der undslipper Beiruts overvældende forurening og sociale uro ved at søge tilflugt i et utopisk bjerghus, som de selv har bygget. Inden de ved af det, bliver en ulovlig losseplads dog uventet startet lige ved siden af deres oase med præcis det skrald og den korruption, de forsøgte at undslippe.
I oktober vises "Anatolian Leopard" om en ensom direktør og en indadvendt kontorassistent på Tyrkiets ældste zoo, som danner et usandsynligt bånd, da de går sammen om at skjule sandheden om den forsvundne anatolske leopard, for at stoppe privatiseringen af deres arbejdsplads. Det sætter i gang en række absurde reaktioner, som går ud over deres kontrol. I Tyrkiets grå og stille hovedstad, lever leopardens spøgelse.
"Anatolian Leopard" har modtaget flere priser rundt omkring i verden, blandt andet på filmfestivalen i Toronto.
I den italienske "Charias Valg", som vises 8. november, møder vi den store familie Guerrasio og deres venner, som er samlet for at fejre deres ældste datters 18-års fødselsdag. Fødselaren og hendes 15-årige lillesøster, Chiara, konkurrerer mod hinanden på dansegulvet. Det er en sjov og festlig aften og den tætknyttede familie er i topform. Alt ændrer sig dog næste dag, hvor faren forsvinder sporløst. Chiara starter i smug sin egen eftersøgning. I takt med at hun kommer tættere på sandheden om sin familie, bliver hun tvunget til at beslutte sig for hvilken slags fremtid, hun selv vil have.
Som rosinen i pølseenden viser Filmklubben "Skolen ved verdens ende" 6. december.
Den bhutanesiske film handler om Ugyen, som bor med sin bedstemor i Bhutans hovedstad og drømmer om at flytte til Australien for at gøre karriere som musiker. Desværre har hans chef lagt helt andre planer for ham. Som sidste led i uddannelsen udstationeres han som lærer i Lunana, som vitterligt er den fjerneste dal i det bhutanske Himalaya – otte dagvandringer fra nærmeste by og uden elektricitet, internet, og hvad en moderne bybo ellers måtte have brug for...
Efterårets program er lidt anderledes end tidligere. Filmklubben er desværre hårdt ramt på økonomien, hvorfor de enkelte film kun vises én dag hver måned, nemlig tirsdag - og ikke både mandag og tirsdag som i tidligere sæsoner.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker